Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Arjun Infrastructure Partners Limited’s erhvervelse af enekontrol over Bigadan Holding ApS

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af IAE3 Davy LP's erhvervelse af enekontrol over Bigadan Holding ApS ("Bigadan"). IAE3 Davy LP er ultimativt kontrolleret af Arjun Infrastructure Partners Limited ("Arjun"). Arjun og sælger, B+ Invest ApS, har fælleskontrol over Bigadan før fusionen.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Bigadan er aktiv inden for biogassektoren. Bigadan ejer ni biogasanlæg, og Bigadans primære aktivitet ligger inden for produktion og salg af biogas, som opgraderes til biometan og injiceres i gassystemet. Virksomheden er herudover også aktiv inden for en række beslægtede områder, herunder produktion og salg af rå biogas, flydende biometan, komprimeret biometan, fjernvarme, fysisk elektricitet og oprindelsesgarantier for biogas. Bigadan driver endvidere fire tankstationer, som sælger komprimeret biometan til lastbiler.

Arjun er et uafhængigt kapitalforvaltningsselskab. Arjuns investeringsportefølje omfatter blandt andet infrastrukturinvesteringer inden for forsyningssektoren, energisektoren, den digitale sektor og transportsektoren. Arjun er aktiv i Danmark via den eksisterende ejerandel i Bigadan, samt gennem ejerskabet af Sustainable Bio Solutions Aabenraa K/S, som er aktiv med produktion og salg af biometan og oprindelsesgarantier for biogas.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 13. november 2024 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Bigadan/Arjun

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Stine Sigsgaard, tlf. 4171 5262 eller e-mail ssn@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.