Afgørelse
Nummer
x
Emner
- Betalingstjenestelovengenerisk
Ryan Air Ltd.s opkrævning af gebyr for brug af betalingskort over internettet
Ved afgørelse af 26. oktober 2005 traf Konkurrencestyrelsen afgørelse vedrørende Ryan Air Ltd.’ opkrævning af gebyr for brug af betalingskort over internettet. Spørgsmålet i sagen var, om Ryan Air Ltd. var forpligtet til at ændre selskabets gebyr, således at selskabet ikke opkrævede gebyr af brugerne, der oversteg det gebyr, som Ryan Air Ltd. betalte til selskabets indløser, jf. betalingsmiddellovens § 14, stk. 6.
Konkurrencestyrelsen traf følgende afgørelse:
Afgørelse
Konkurrencestyrelsen finder ikke, at Ryan Air er forpligtet til at ændre selskabets betalingsgebyr, idet betalingsmiddellovens § 14 ikke finder anvendelse på Ryan Air’ virksomhed, jf. e-handelslovens § 4.
Vurdering
Ryan Air er etableret i Irland og leverer informationssamfundstjenester i e-handelslovens forstand ved at sælge flybilletter over internettet.
Efter e-handelslovens § 4 er tjenesteyder, der er etableret i et andet land inden for EU, som udgangspunkt undtaget fra at overholde de danske regler, selv om tjenesteyderens tjenester retter sig mod Danmark.
De danske myndigheder er således efter e-handelslovens § 4 forpligtet til at anerkende Irlands nationale regler om adgangen til at opkræve gebyrer i forbindelse med betalingstransaktioner over Internettet, medmindre undtagelserne i e-handelslovens §§ 1, 5 eller 6 finder anvendelse.
Konkurrencestyrelsen finder ikke, at e-handelslovens §§ 1, 5 og 6 finder anvendelse i foreliggende tilfælde, og styrelsen er derfor ikke berettiget til at anvende betalingsmiddellovens § 14 på betalingstransaktioner over Ryan Air’ hjemmeside.”