Afgørelse
Nummer
Emner
- Interbankgebyrforordningen
- Betalingslovengenerisk
Vejledningen ”Frit valg af betalingsvaremærke” er målrettet Visa, Nets og de danske pengeinstitutter. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udarbejdet den i forlængelse af, at Visa og Nets har vedtaget nye vilkår for de såkaldte co-brandede betalingskort. Co-brandede betalingskort kombinerer forskellige kortmærker og kan for eksempel være et Visa/Dankort.
Vejledningen har særlig fokus på co-brandede kort i forhold til mobile betalingsløsninger som eksempelvis Apple Pay og Google Pay, når kortet bruges i den fysiske handel.
Reglerne i interbankgebyrforordningen skal blandt andet sikre, at både forretninger og forbrugere frit kan vælge, hvilket kortmærke de ønsker at betale med. Forordningen indeholder således et forbud mod, at betalingskortordninger eller licensaftaler gør det svært for – eller forhindrer – at en kortudsteder co-brander to eller flere kortmærker eller -applikationer på ét kort.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører som uafhængig betalingsmyndighed tilsyn med interbankgebyrforordningens bestemmelser om ”frit valg”.