Bilforhandleres avance ved salg til andre EU-borgere
Pressemeddelelse - 30. september 1998
Konkurrencerådets møde den 30. september 1998
Konkurrencerådet har pålagt Danmarks Automobilforhandler Forening (DAF) at udsende et rettelsescirkulære om forhandleravance ved salg til andre EU-borgere.
I cirkulæret skal DAF præcisere over for sine medlemmer, at selv om de i princippet har ret til selv at bestemme deres priser og avancer, giver det dem ikke ret til som sædvanlig praksis at kræve en højere pris, blot fordi køberen er bosat uden for Danmark.
Påbuddet sker efter en klage, som EU-Kommissionen havde henvist til behandling efter den danske konkurrencelov, og som vedrørte et cirkulære, DAF havde udsendt til sine medlemmer i foråret 1998.
I cirkulæret gav DAF udtryk for, at medlemmernes individuelle frihed til at fastsætte priser og rabatter måtte forstås således, at de fuldt legalt kunne fastsætte en højere avance ved salg til andre EU-borgere. Samtidig fik medlemmerne tilbudt juridisk bistand til at imødegå eventuelle angreb på en sådan prispolitik.
Cirkulæret kunne derfor vanskeligt læses på anden måde end, at DAF dermed opfordrede de danske bilforhandlere til – som en samordnet praksis – at prisdifferentiere over for ikke-danske købere.
Efter konkurrenceloven er sådanne initiativer fra en brancheforening forbudt, fordi de kan føre til ensartet prisadfærd og – som i dette tilfælde – begrænse afsætningen til bestemte kundegrupper.
Konkurrencerådets afgørelse kan ses på Konkurrencestyrelsens hjemmeside http://www.ks.dk/.
Hvis De vil vide mere, kan ringe til kontorchef Ole Bækgaard (33 17 70 46) eller fuldmægtig Karen Berg (33 17 70 45).