Kølebranchens miljøordning godkendt
Pressemeddelelse - 26. august 1998
Konkurrencerådet har i dag godkendt Kølebranchens Miljøordning (KMO).
Ordningen har eksisteret siden 1992 og sikrer en miljømæssigt acceptabel bortskaffelse af brugte kølemidler.
Ordningen omfatter størstedelen af kølebranchen og indebærer, at KMO-medlemmer ikke må handle kølemidler med ikke-medlemmer. Medlemskab forudsætter, at man har den nødvendige viden og det nødvendige udstyr til en miljømæssig korrekt håndtering af kølemidlet.
Faren ved en forkert behandling er, at der slipper kølemiddel – CFC – ud, som ødelægger ozonlaget.
Ordningen er i et vist omfang konkurrencebegrænsende. Men den er fritaget fra konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, fordi ordningen er god for miljøet og ikke begrænser konkurrencen mere end nødvendigt for at nå dette mål. Så længe miljøreglerne følges, optages alle interesserede som nye medlemmer, og medlemmerne kan frit konkurrere på priser og service.
Ordningen er foreløbigt fritaget fra konkurrencelovens forbud for en periode på 5 år.