Dele af høreapparatområdet præget af mangel på konkurrence
Konkurrencerådet har på baggrund af en analyse af konkurrence- og effektivitetsforhold på høreapparatområdet besluttet af rette offentliggjort henvendelse i medfør af konkurrencelovens § 2, stk. 5 til socialministeren. Henvendelsen er vedlagt.
I henvendelsen til socialministeren anbefales en ændring af bistandsloven. Høreapparater udleveres gratis fra audiologiske afdelinger på amtssygehusene. Det foreslås, at der også gives et kontanttilskud ved anskaffelse af høreapparat på en privat høreklinik. I de fleste tilfælde ydes i dag ikke offentligt tilskud til høreapparater, som erhverves ved private høreklinikker.
Baggrunden for henvendelsen er, at høreapparatområdets udleveringsled er præget af mangel på konkurrence. Fraværet af konkurrence har ført til manglende effektivitet, f.eks. i form af ventetider. Endvidere tyder udleveringspraksis på, at det i højere grad er de enkelte audiologiske afdelingers traditioner end brugernes behov, der er afgørende. Der er fx stor forskel på, hvilken andel af de udleverede høreapparater, der anbringes usynligt i øret.
Anbefalingerne vil efter Konkurrencerådets opfattelse bidrage til øget konkurrence og effektivitet og lede til øget gennemsigtighed. Endvidere vil ventetiderne kunne nedbringes.
Socialministeren skal efter konkurrencelovens § 2, stk.5 svare på henvendelsen inden 3 måneder.
§2, stk. 5-henvendelsen og Konkurrencerådets beslutningsgrundlag findes på Konkurrence-styrelsens hjemmeside www.ks.dk.
Endelig vil det kommende nummer af KonkurrenceNyt indeholde en analyse af konkurrence- og effektivitetsforhold på høreapparatområdet.
Vil De vide mere, kan De henvende Dem til kontorchef Niels Rytter på tlf. 33177097.