Konkurrencerådet ophæver en række bestemmelser i aftaler mellem MD Foods og Kløver Mælk
Pressemeddelelse - 26. august 1998
Konkurrencerådet har på sit møde i dag behandlet tre samarbejdsaftaler mellem MD Foods og Kløver Mælk samt MD Foods og Kløver Mælks priser til det danske marked.
Aftalerne omhandler driften af et fælles mælkedisponeringsselskab, M-amba, der fordeler mælken til produktion af smør, ost, pulver, konsummælk mv.. Desuden omfatter aftalerne driften af et fælles produktionsselskab, P-amba, der producerer konsummælkprodukter og fast ost til MD Foods og Kløver Mælks salg på hjemmemarkedet. Dertil kommer en supplerende aftale – tilslutningsaftalen – der fastlægger vilkår over for andelshaverne (mælkeleverandørerne).
Aftalerne stammer fra 1992, men er siden flere gange ændret efter forhandlinger med det daværende Konkurrenceråd eller ved påbud. Med den nye konkurrencelov, der trådte i kraft 1. januar 1998, indførtes et generelt forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, og mejerierne har derfor anmeldt aftalerne med henblik på at opnå en fritagelse fra forbuddet.
Konkurrencerådet fandt imidlertid, at en række bestemmelser i aftalerne ikke opfylder betingelserne for at opnå fritagelse efter den ny konkurrencelov. Det drejer sig bl.a. om aftalernes eksklusive vilkår, der påbyder MD Foods og Kløver Mælk at levere al deres ubehandlede mælk til fordeling gennem M-amba og dække hele deres behov for færdigvarer gennem køb fra P-amba. Desuden omfatter det aftalernes regler om opsigelse og udtræden, der indebærer at mejerierne hver for sig kun kan træde ud af samarbejdet, hvis de er enige herom.
Endelig fandt rådet, at man ikke kunne fritage en række bestemmelser i tilslutningsaftalen, der sigter mod at mejerierne ikke konkurrerer om at tiltrække andelshavere fra hinanden.
Rådet har påbudt mejerierne at ophæve de nævnte bestemmelser. Det skal ske inden den 1. december 1998.
I sagen om MD Foods og Kløver Mælks priser fandt rådet ikke anledning til at gribe ind, da man ikke fandt, at der forelå misbrug af dominerende stilling.
Konkurrencerådets afgørelser kan ses på Konkurrencestyrelsens hjemmeside.