Afgørelse

Nummer
Jnr.: 2:8032-25/k

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Rammeaftaler om levering af skærmterminalbriller

Fritagelse til Optikerforeningens skærmbrilleaftaler

Pressemeddelelse - 17. juni 1998

Konkurrencerådet har i dag besluttet at give en fritagelse til Dansk ErhvervsOptiks rammeaftaler om levering af skærmterminalbriller (Dansk ErhvervsOptik er en del af Danmarks Optikerforening).

Rammeaftalerne indgås med større offentlige og private virksomheder. De medlemmer, der vælger at være omfattet af aftalerne, forpligter sig til at foretage synsprøver og til at levere visse standardkvaliteter inden for brillestel og –glas til nærmere fastsatte maksimumpriser.

Formålet med foreningens rammeaftaler er at give medlemmerne mulighed for at konkurrere med de helt store optikerkæder om levering af skærmbriller til store virksomheder. Sådanne virksomheder vil bl.a. ofte stille krav om kontakt til én leverandør, der repræsenterer et bredt – og undertiden landsdækkende – forhandlernet, dvs. krav, som individuelle optikere ikke hver for sig vil kunne imødekomme.

Rammeaftaler er – på grund af prissamarbejdet – omfattet af konkurrencelovens regler om konkurrencebegrænsende aftaler. Men rådet har i det konkrete tilfælde skønnet, at aftalerne har så gunstige virkninger i andre henseender, at de opvejer den konkurrencebegrænsende virkning af en fælles maksimalprisliste.

Rådet har bl.a. lagt vægt på, at der ikke i rammeaftalerne – ud over de fastsatte maksimumpriser – er indeholdt begrænsninger i aftaledeltagernes disponeringsfrihed, herunder deres frihed til selv at træffe aftaler og i øvrigt til efter egen vurdering at tilpasse sig konkurrencesituationen på markedet.

Fritagelsen gælder for tre år.