Afgørelse

Nummer
2:801-115/hla

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Klage over Dansk Kautions opsigelsesvilkår

Dansk Kautions standardopsigelsesvilkår er ikke konkurrencebegrænsende

Pressemeddelelse - 27. januar 1999

Konkurrencerådet har i dag vurderet, at opsigelsesvilkårene i Dansk Kautions almindelige betingelser for debitor- og eksportkreditforsikring ikke er i strid med konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Debitorforsikring er en forsikringstype, der tegnes af virksomheder, som ønsker at sikre sig mod tab som følge af, at kunden ikke kan betale for leverede varer.

Dansk Kautions standardopsigelsesbetingelser indebærer, at en forsikringstager, der selv opsiger forsikringen, risikerer at skulle bære tab på de leverancer, som er foretaget, før forsikringen blev opsagt. Derved afviger Dansk Kautions standardopsigelsesvilkår fra de sædvanlige vilkår, der gælder for andre danske forsikringsselskaber, der udbyder debitorforsikring.

Dansk Kaution tilbyder dog i de fleste tilfælde at forlænge forsikringen for de leverancer, der ikke er betalt på opsigelsestidspunktet

Desuden er opsigelsesbetingelserne ifølge policen normalt ikke til hinder for, at forsikringstager løbende kan flytte forsikringen af enkeltdebitorer over i andre forsikringsselskaber uden at miste forsikringsdækningen.

Mere end halvdelen af Dansk Kautions kunder har således denne mulighed. For det resterende mindretal af kunderne indeholder policen krav om, at alle eller bestemte grupper af forsikringstagers debitorer skal være omfattet af forsikringen. Dette krav kan begrænse konkurrencen, men da det kun omfatter et mindretal, er der ikke tilstrækkelig grund for Konkurrencerådet til at gribe ind.

Forsikringstager har således flere muligheder for at undgå manglende forsikringsdækning ved opsigelse.

Konkurrencestyrelsens afgørelse kan ses i sin helhed på Konkurrencestyrelsens hjemmeside www.ks.dk. under: Konkurrence / Afgørelser i.h.t. konkurrenceloven.