Eksklusiv købsaftale om spagnum skal ophæves
Pressemeddelelse - 24. november 1999Konkurrencerådet har i dag besluttet, at en eksklusiv købsaftale om spagnum skal ophæves. Det drejer sig om en tidsubegrænset aftale, hvor Jiffy, der producerer tørvepotter (Jiffy Pots) fremstillet af spagnum, forpligter sig til at købe hele sit forbrug af spagnum hos Pindstrup Mosebrug.
Købsaftalen betyder, at Jiffy ikke har mulighed for at afsøge markedet og købe spagnum til lavere priser hos andre leverandører af spagnum. Da indkøb af spagnum udgør en betydelig del af Jiffy’s produktions-
omkostninger, svækker aftalen virksomhedens konkurrencevilkår i forhold til andre producenter af spagnumbaserede potter.
Den eksklusive købsaftale er fra 1972, hvor Jiffy overtog produktionen af tørvepotter på Pindstrup Mosebrugs anlæg Ryomgaard. I den forbindelse afstod Pindstrup Mosebrug fra at producere tørvepotter, mod til gengæld at blive eneleverandør af spagnum til Jiffy’s produktion på Ryomgaard. Pindstrup Mosebrug havde dengang en meget stærk position på spagnummarkedet i Danmark. Ændringer i Østeuropa har medført, at der i dag er flere leverandører af sphagnum til konkurrencedygtige priser.
Pindstrup Mosebrug havde søgt om godkendelse af aftalen. Jiffy har derimod ønsket at komme ud af aftalen og har ikke støttet Pindstrup Mosebrugs anmodning om godkendelse.