SEAS Transmission skal ophæve bestemmelse om 10 elforsyningsselskabers opdeling af markedet for salg af el
Pressemeddelelse - 28. april 1999
Konkurrencerådet har i dag besluttet, at SEAS Transmission skal ophæve en aktionæraftale om opdeling af markedet for salg af elektricitet. Efter aftalen må ejerne, som er elforsyningsselskaber, ikke sælge elektricitet til forbrugerne i de andre ejeres områder.
Konkurrencerådets beslutning kan få betydning for store kunder, som køber mere end 100 GwH om året, da de – i modsætning til mindre kunder - efter elforsyningsloven har ret til selv at vælge deres elleverandør. De store kunder får nu mulighed for at gå til den leverandør, som kan sælge elektriciteten mest fordelagtigt.
SEAS Transmission har anmeldt aftalen til Konkurrencerådet. Selskabet ejes af 10 aktionærer: SEAS Distribution og 9 kommunale elforsyningsselskaber (Næstved, Nykøbing Falster, Korsør, Rødby, Nakskov, Maribo, Sakskøbing, Vordingborg og Køge).