Afgørelse

Nummer
2:801-341/jec/industri

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Tage Winthers klage over Pradan Auto Import

Den danske Skodaimportør må ikke kontrollere forhandlernes reservedelslager

Pressemeddelelse - 21. juni 2000

Konkurrencerådet har besluttet, at Pradan Auto Import ikke må fortage fysisk kontrol af Skodaforhandlernes reservedelslagre. Pradan Auto Import er den danske importør af Skodabiler og -reservedele.

Sagen er opstået efter en klage over, at Pradan søger at forhindre parallelimport af originale Skodareservedele.

Pradan kan lovligt kræve, at der i forbindelse med garantireparationer skal anvendes originale Skodareservedele, og at reservedelene skal være indkøbt hos Pradan, der står bag garantiordningen, eller en anden virksomhed inden for Skodas salgsnet.

Pradan kan også kræve, at der i forbindelse med almindelige reparationer skal anvendes reservedele, der kvalitetsmæssigt har samme standard som originale Skodareservedele.

Konkurrencerådet har imidlertid fundet, at Pradans praksis med at foretage fysisk kontrol af forhandlernes reservedelslagre udgør et misbrug af dominerende stilling i strid med konkurrencelovens bestemmelser. Konkurrencerådet har lagt vægt på Pradans dominerende stilling på markedet for Skodareservedele og Skodaforhandlernes afhængighedsforhold af importøren.

Konkurrencerådet har samtidig peget på, at Pradans interesser kan varetages på en mindre indgribende måde. Det kan f.eks. ske ved, at Skodaforhandlerne skal kunne dokumentere, hvilke reservedele der er brugt ved det konkrete garantiarbejde, eller, hvis det er nødvendigt, ved at en uvildig sagkyndig gennemgår reservedelslageret.