Carlsberg skal ændre fadøls- og forhandleraftaler
Pressemeddelelse - 31. oktober 2001 Konkurrencerådet har besluttet, at Carlsberg skal ændre sine fadøls- og forhandleraftaler, der regulerer Carlsbergs salg af flaske- og fadøl til grossister i Danmark.
Carlsberg har en dominerende stilling på det danske ølmarked. Fadølsaftalerne er landsdækkende, mens forhandleraftalerne regulerer salget af Carlsberg øl til forhandlere på Anholt, Læsø, Samsø, Ærø samt af Wiibroe øl i Nordsjælland. I resten af Danmark fungerer Carlsberg selv som grossist. Aftalerne forbyder forhandlerne at sælge øl fra konkurrerende selskaber. Til gengæld får forhandleren eneret til at forhandle øl fra Carlsberg i et givet område.
Disse bestemmelser i aftalerne begrænser de mindre, konkurrerende bryggeriers adgang til markedet, fordi det ikke er rentabelt for dem at etablere eget landsdækkende forhandlernet. Samtidig begrænses konkurrencen mellem forhandlerne, da konkurrerende forhandlere afskæres mulighed for at sælge den dominerende Carlsberg øl. Aftalerne dækker kun få pct. af det danske marked. Men da Carlsberg har en meget stor del af det danske marked – ca. 80 pct. af markedet for mærkeøl og ca. 70 pct. af det samlede ølsalg – har rådet ikke villet acceptere eksklusivbestemmelser. Bestemmelserne skal derfor ophæves.