DONG giver tilsagn, der sikrer, at konkurrencen i naturgassektoren ikke forringes
Pressemeddelelse - 28. februar 2001Konkurrencerådet har i dag godkendt fusionen mellem DONG og Naturgas Sjælland. Godkendelsen er betinget af, at DONG gennemfører tre tilsagn. Uden disse tilsagn ville konkurrencen i sektoren blive forringet af fusionen.
For det første vil DONG tilbyde elværkerne at afkorte løbetiden for en række kontrakter, der binder elværkerne til DONG. Aftalerne afkortes med næsten 10 år, så de udløber den 31. december 2009. Herefter kan elværkerne frit vælge gasleverandør.
For det andet vil DONG tilbyde transportydelser i transmissionsnettet til offentliggjorte standardpriser og vilkår. Det vil øge gennemsigtigheden og dermed være en fordel både for de frie kunder, der kan købe gas i udlandet, og de udenlandske leverandører.
Endelig vil DONG give kunder og konkurrenter mulighed for at "købe plads" på de to naturgaslagre, som DONG har i Danmark. Det vil give mere fleksibilitet i handlen med naturgas, og give kunder mulighed for at købe gas hos andre leverandører end DONG på tidspunkter, hvor prisen er gunstig.
Det er Konkurrencerådets vurdering, at tilsagnene på længere sigt kan øge mulighederne for, at der kan komme en vis konkurrence i naturgassektoren. Tilsvarende har DONG’s overtagelse af Naturgas Sjælland også konsekvenser på længere sigt, hvor der uden fusionen kunne have været en vis konkurrence om de såkaldte "frie kunder". Der er m.a.o. balance mellem fusionens virkninger og tilsagnene.
Konkurrencerådet anbefaler desuden miljø- og energiminister Svend Auken at åbne det danske marked for udenlandske leverandører.