Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-0776 og 3/1120-0204-0089/Energi 2/lsu

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Rådsafgørelse: Analyse af Elsam A/S og Energi E2 A/S' adfærd på markederne for elspot i 2000 og 2001

Elsam og Energi E2 afgiver tilsagn så konkurrencen fremmes

Pressemeddelelse - 26. marts 2003

Det danske elmarked består af to adskilte markeder, det vestdanske og det østdanske. De to markeder er ikke indbyrdes forbundet, men er hver især forbundet med det fælles nordiske marked. Elmarkedet er specielt, fordi el ikke kan lagres. I de perioder, hvor el-forbindelserne til det nordiske marked er fyldt, kan der ikke importeres mere el til hhv. det vest- og østdanske marked. Derfor har Elsam og Energi E2 i visse perioder en dominerende stilling på hvert af de to markeder.

På baggrund af tilkendegivelser fra branchen har Konkurrencestyrelsen undersøgt de to selskabers adfærd i 2000 og 2001. Undersøgelserne viste, at de to selskaber ændrede adfærd i de perioder, hvor de havde en dominerende stilling. Selskaberne hævede således priserne i de perioder, hvor de opnåede dominans. En række elhandelsselskaber klagede til konkurrencestyrelsen over de høje priser i vestdanmark.

Styrelsen har ikke godtgjort, at selskabernes adfærd var udtryk for misbrug af deres dominerende stillinger. I 2000 og 2001 var der endvidere tale om et ungt og umodent marked, hvor markedsaktørerne skulle opbygge erfaringer med det liberaliserede elmarked. Selskaberne har desuden aktivt medvirket til at forbedre markedet. Næsten alle elhandelsselskaberne har således også trukket deres klager tilbage.

På den baggrund har Konkurrencestyrelsen indgået en aftale med Elsam og Energi E2 til fremme af konkurrencen på elmarkedet. Aftalen betyder for det første, at selskaberne fører en ny indmeldelsespolitik på den nordiske elbørs, Nord Pool. Denne politik sikrer, at de danske priser i langt de fleste timer vil ligge omkring priserne i nabolandene. For det andet vil selskaberne aktivt medvirke til at skabe mere likvide markeder, hvor elhandelsselskaberne kan forsikre sig mod uventede prisstigninger. Det vil øge gennemsigtigheden i prisdannelsen og mindske selskabernes incitamenter til at misbruge en dominerende stilling.

Aftalerne ventes at få stor betydning, idet det skønnes at de årligt vil medføre besparelser for de vestdanske forbrugere på ca. 25 mill. kr., mens de østdanske forbrugere vil spare ca. 20 mill. kr. som følge af øget konkurrence.

Det er første gang, hvor Konkurrencestyrelsen- og rådet har anvendt en sådan "forhandlingsprocedure" i forbindelse med en almindelig konkurrencesag. En sådan procedure bruges normalt kun i fusionssager. Fordelen ved proceduren er, at det har været muligt at tage aktive skridt for at fremme konkurrencen. Ulempen er, at selskaberne ikke kan retsforfølges, hvis de bryder aftalen.

"Jeg er glad for aftalen med elselskaberne" udtaler konkurrencestyrelsens direktør, Finn Lauritzen. "Elsam og Energi E2 har taget ansvar for at udvikle velfungerende elmarkeder til gavn for forbrugerne, og derfor er aftalen perspektivrig", udtaler Finn Lauritzen.