Afgørelse

Nummer
3/1120-0301-0277/MVN/FI

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Distributionsaftale mellem Canal Digital A_S og TV2 Zulu A_S

Canal Digital får godkendt aftale om eneret til TV2Zulu

Pressemeddelelse - 28. april 2004

Konkurrencerådet har i dag godkendt en aftale, der giver Canal Digital A/S en eneret i 3 år til at modtage og distribuere TV2Zulu via satellit.

Det var Konkurrencerådets vurdering, at eneretten ikke er konkurrencebegrænsende med den nuværende markedssituation. Canal Digital er den mindste af de to aktører på markedet, og TV2Zulu er en lille kanal med et begrænset antal seere.

Betalingen for eneretten er udformet som et markedsføringstilskud, der bl.a. indebærer, at Canal Digital skal købe reklamer hos hhv. Zulu og TV2 Danmark. Rådet vurderede dog, at der ikke er tale om en mærkbar konkurrencebegrænsning.

Der er i godkendelsen ikke taget stilling til, om TV2Zulu lovligt kan opretholde et krav om, at Canal Digital ikke må sælge Zulu-kanalen enkeltvis til sine abonnenter, men kun som del af en grundpakke. Konkurrencestyrelsen er skeptisk over for dette krav. En nærmere vurdering af denne bestemmelse afventer imidlertid Konkurrencestyrelsens forestående undersøgelse af, om tv-stationers krav til placering af kanaler i bestemte pakker er i strid med konkurrenceloven. Indtil resultatet af denne undersøgelse foreligger, kan Canal Digital og TV2 Zulu opretholde bestemmelsen.