Afgørelse
Nummer
3/1120-0301-0382/FI/LD/PR
Emner
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Udvidet bekæmpelse af plasmacytose i Nordjylland
Konkurrenceloven hindrer ikke bekæmpelsen af minksygdom
Pressemeddelelse - 31. august 2005
Konkurrencerådet har i dag godkendt en aftale mellem nordjyske minkavlere og deres fodercentraler, som skal forhindre spredningen af minksygdommen plasmacytose.
Plasmacytose er en smitsom sygdom, der bl.a. rammer mink. Sygdommen er særligt udbredt i Nordjylland, hvor man flere gange uden held har forsøgt at indføre skrappe saneringskrav ad frivillighedens vej. Minkavlerne har nu indgået en aftale om at tvinge alle minkfarme til at aflive deres mink ved sygdomsudbrud.
Aftalen betyder, at fodercentralerne vil nægte at levere til de farme, der nægter at deltage i ordningen. Samtidig vil der blive indført en forsikringsordning for de avlere, der må aflive deres dyr. Forsikringsordningen finansieres ved, at fodercentralen lægger op til 5 øre/kg på det foder, der sælges til de nordjyske minkfarme.
Aftalen begrænser konkurrencen på foder, da den afskærer bl.a. fodercentralerne fra at konkurrere på dele af foderprisen. Aftalen går dog ikke videre end nødvendigt for at sikre de effektivitetsfremmende virkninger af saneringsordningen. Aftalen fik derfor en fritagelse efter konkurrencelovens § 8.
Fodercentralerne i Nordjylland har en kollektivt dominerende stilling. En leveringsstandsning af foder til inficerede minkfarme vil dog ikke være et misbrug af dominerende stilling, da begrundelsen for leveringsnægtelse - at forhindre spredning sygdom til andre farme - er objektiv og saglig.
Afgørelse er udtryk for, at hensynet til sygdomsbekæmpelse og hermed en effektiv drift i den konkrete sag kan retfærdiggøre en aftale, der i værste fald kan hindre enkelte minkavlere adgang til markedet.