Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-1238/ISA/FIB/LDA

Emner

  • § 2 - Offentlig regulering

Konkurrencebegrænsende virkninger af råstoflovens §§ 19 og 20

Mere konkurrence om råstoffer fra havbunden

Pressemeddelelse - 22. juni 2005

Konkurrencerådet har i dag anbefalet miljøministeren, at reglerne for råstofudvinding ændres, så erhvervet åbnes for mere konkurrence.

Adgangen til at indvinde råstoffer som grus og sten fra den danske havbund er stærkt begrænset. Nye virksomheder har svært ved at komme ind på markedet. Det skyldes bl.a., at der ofte gives langvarige eneretter til udvinding i bestemte områder, og at der er fastsat en maksimal lastekapacitet for den samlede flåde. Derfor er det svært for nye virksomheder at få tilladelse til at udvinde råstoffer i Danmark. Desuden betyder det nuværende system, at sandsugning kræver to tilladelser, nemlig godkendelse til at bruge et bestemt skib og godkendelse til at grave et bestemt sted. Det er et bureaukratisk system.

Konkurrencestyrelsen har derfor været i konstruktiv dialog med Skov- og Naturstyrelsen om, hvordan reglerne kan ændres, så hensynet til miljøet sikres samtidig med, at reglerne bliver mere konkurrencevenlige. Lovgivningen skal regulere, hvor og hvordan udvindingen skal finde sted, og ikke hvor mange virksomheder, der må være.

Øget konkurrence vil føre til en mere effektiv råstofudvinding på havbunden, som kan øge branchens konkurrencedygtighed over for råstofudvinding på land, som ofte skæmmer naturen. Det vil være til gavn både for miljøet og forbrugerne.

Da reguleringen er fastsat i lovgivningen, kan Konkurrencerådet i henhold til konkurrenceloven ikke gribe direkte ind. I stedet har rådet benyttet sig af muligheden for at henvende sig direkte til miljøministeren. I henvendelsen kommer rådet med forslag til at løse konkurrenceproblemerne samtidigt med, at hensynene til miljøet stadigt varetages. Miljøministeren skal efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren svare på henvendelsen inden 4 måneder.