Afgørelse

Nummer
4/0120-0500-0001/FI/CGA

Emner

  • § 16 a - tilsagnsafgørelser
  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Anmodning om ophævelse/ændring af tilsagn i Dendek/Ditas fusionen

Indkøbsforening for byggematerialer får justeret tilsagn

Pressemeddelelse - 31. maj 2006

Konkurrencerådet har i dag accepteret nogle ændringer i de tilsagn, indkøbsforeningen Ditas afgav ved fusionen med Dendek i 2002. Ved fusionen blev DITAS den største spiller på markedet for indkøb af byggematerialer. Foreningen omfatter bl.a. byggemarkedskæderne RÅD & DÅD og Byggekram.

Ditas havde søgt Konkurrencerådet om at kunne forpligte sine medlemmer til at købe ind efter de aftaler, Ditas har indgået med sine leverandører. Indkøbsforeningen ønskede ligeledes at kunne pålægge sine medlemmer at købe et vist basissortiment fra leverandørerne. Derudover havde Ditas søgt om at blive løst fra det tilsagn, som vedrører bonus- og rabatvilkår over for leverandørerne.

Argumenterne for Ditas anøgning var, at der er sket en stigende internationalisering af markederne for byggematerialer, og at et antal virksomhedsovertagelser havde reduceret Ditas’ betydning på markedet.

Konkurrencerådet vurderede, at der ikke er sket væsentlige strukturændringer eller ændringer i markedsforholdene i øvrigt siden fusionen mellem Dendek og Ditas blev godkendt. Rådet mener tværtimod, at byggevareområdet stadig er et af de områder i dansk økonomi, hvor konkurrencen fungerer dårligst.

Rådet kunne imidlertid godt forstå Ditas ønske om, at Ditas, som enhver anden indkøbsforening, vil kunne forpligte sine medlemmer til at føre et vist basissortiment. Et sådant krav til medlemmerne vil kunne styrke indkøbssamarbejdet, og kunne skærpe konkurrencen i forhold til Ditas største konkurrent. Rådet besluttede derfor at justere Ditas tilsagn, så der åbnes op for et sådant krav.

Derimod ville rådet ikke imødekomme Ditas ønske om at vende tilbage til de bonussystemer, der blev anvendt før fusionen. Ditas kan dog fremover alternativt vælge et andet bonussystem, som imødekommer Ditas på nogle punkter uden at være mere loyalitetsskabende end det hidtil anvendte system.