Afgørelse
Nummer
4/0120-0389-0008/ISA/KHS
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Danske Havnes standardlejekontrakt
Danske Havnes standardlejekontrakt er ikke konkurrencebegrænsende
Pressemeddelelse - 29. november 2006
Konkurrencerådet har i dag slået fast, at 2 bestemmelser i Danske Havnes standardkontrakt til brug for udlejning af havnearealer ikke begrænser konkurrencen. Det drejer sig om lejekontraktens vejledende prisreguleringsklausul og om en vejledende klausul om, at lejer skal lade en vis omsætning går over havnens kajkant.
Konkurrencerådet finder ikke, at klausulerne mærkbart begrænser konkurrencen. Prisreguleringsklausuler anvendes ofte ved længerevarende udlejning af erhvervslejemål, og konkret udformes klausulen meget forskelligt fra havn til havn og fra lejer til lejer. Omsætningsklausulen er med til at tilføre havnene flere vare- og skibsafgifter. Den skal derfor ses i sammenhæng med betalingen af arealleje. Omsætningsklausulen er meget forskelligt udformet i de tilfælde, hvor den benyttes. Hverken prisregulerings- eller omsætningsklausulen udgør derfor en begrænsning af konkurrencen.
En række havne er lokale monopoler. Der er derfor en risiko for, at disse havne vil kunne misbruge deres dominerende stilling. Et sådant misbrug vil fortsat være forbudt, uanset om det finder sted med henvisning til den vejledende standardlejekontrakt.