Afgørelse
Nummer
4/0120-8901-0003/ISA//EPW og UL
Emner
- § 2 - Offentlig regulering
Momsforvridning på tog og busser
Konkurrencerådet ønsker bedre konkurrence på værkstedsydelser for tog og busser
Pressemeddelelse - 31. maj 2006
Konkurrencerådet har i dag henvendt sig til finansministeren og skatteministeren med en anbefaling om en ændring af momsreglerne.
I dag er passagertransport med rutebusser og tog fritaget for moms. Konkurrencestyrelsens analyser viser, at denne momsfritagelse forvrider konkurrencen mellem tog- og busvirksomhedernes egne værkstæder og de eksterne værksteder. Momsreglerne medfører, at befordringsvirksomhedernes egne værkstæder kan levere værkstedsydelser 9-14 pct. billigere end de eksterne værkstæder, som skal pålægge moms på deres ydelser.
På den baggrund anbefaler Konkurrencerådet, at momsfritagelsen for passagerbefordring med tog og rutebus ophæves. Konkurrencerådet vurderer, at indførelsen af fuld moms kan ske, uden at det medfører forhøjede billettakster. En ophævelse af momsfritagelsen vil samtidig ikke påvirke den overordnede økonomi i hverken befordringsvirksomhederne, trafikselskaberne eller amterne. Endelig vil indførelse af fuld moms på passagerbefordring som udgangspunkt være provenuneutralt for de offentlige finanser.
Da momsfritagelsen er fastsat i lovgivningen, kan Konkurrencerådet ikke gribe direkte ind. I stedet har rådet benyttet sig af muligheden for at rette henvendelse til finansministeren og skatteministeren, som efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren skal svare på henvendelsen inden 4 måneder.