Teleselskaberne skal nedsætte priserne for adgang til telemaster
Pressemeddelelse - 26. april 2006
Konkurrencerådet har i dag besluttet, at teleselskaberne til efteråret skal nedsætte priserne for at bruge hinandens telemaster.
Teleselskabernes aftaler om leje af master blev i 2003 godkendt for en treårig periode. Baggrunden var, at Konkurrencerådet vurderede, at aftalen gav en samfundsmæssig effektiv udnyttelse af infrastrukturen og var til gavn for miljøet. Aftalen var således med til at reducere behovet for opførelse af nye master og gav mulighed for en effektiv udnyttelse af de eksisterende master. Aftalen gjorde det endvidere muligt for nye teleselskaber at komme ind på markedet.
Aftalen udløber til efteråret, og spørgsmålet har derfor været, om aftalen skulle forlænges. Derfor har Konkurrencestyrelsen undersøgt prisfastsættelsen for masteleje og omkostningerne forbundet hermed. Undersøgelserne viser, at aftalen fører til høje priser, som har givet nogle af teleselskaberne meget betydelige overskud på at udleje plads på deres telemaster til andre teleselskaber. Priserne er således markant højere end, hvad der kan begrundes i selskabernes afholdte omkostninger med tillæg af en rimelig fortjeneste. De høje priser er især et problem for de nyere teleselskaber, som lejer flere antennepositioner på andre selskabers master, end de selv udlejer.
Derfor har Konkurrencerådet meddelt aftaleparterne, at aftalen ikke vil kunne forlænges i den nuværende form. Teleselskaberne har samtidig oplyst, at der er taget initiativ til at forhandle om en ny aftale mhp. at få lejeniveauet reduceret.