Konkurrencerådet godkender Nordeas køb af Fionia Bank
Konkurrencerådet har godkendt fusionen mellem Nordea Bank Danmark A/S (herefter Nordea) og Fionia Bank A/S (herefter Fionia) uden vilkår.
På baggrund af en række undersøgelser af konkurrenceforholdene er det Konkurrencerådets vurdering, at fusionen ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt på de markeder, som er berørt af fusionen.
Fusionen involverer to store banker. Nordea er Danmarks næststørste bank. Fionia er den største regionale bank på Fyn og var den 11. største bank i Danmark. Begge pengeinstitutter er aktive på detailbankmarkedet, engrosbankmarkedet og det finansielle bankmarked.