Afgørelse
Nummer
01-12-5674
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Den danske dyrlægeforenings etiske kodeks
Den Danske Dyrlægeforening har overtrådt konkurrenceloven
Den Danske Dyrlægeforening har med sine etiske regler begrænset kundernes mulighed for altid at kunne vælge dyrlæge frit. Konkurrencerådet har i dag påbudt foreningen at ophæve reglerne og at afstå fra at genindføre regler med et tilsvarende konkurrencebegrænsende indhold.
Omkring 90 procent af de private praktiserende dyrlæger i Danmark er medlem af foreningen. Og branchen omsatte sidste år for mere end to milliarder kroner.
De etiske regler beskriver blandt andet, hvad der anses for god etik ved henvisning af dyr til specialbehandling. I praksis har dyrlægerne udmøntet reglerne, så kunderne ikke kunne skifte til en dyreklinik, som de i en anden forbindelse var blevet henvist til.
For eksempel har en kunde oplevet at blive afvist med sin kat på et dyrehospital. Årsagen var, at kundens tidligere dyrlæge inden for det seneste halve år havde henvist kunden til dyrehospitalet i forbindelse med behandlingen af en anden kat.
De etiske regler begrænser desuden konkurrencen ved en dyrlæges død eller sygdom. Dyrlægerne skal ifølge reglerne afholde sig fra at skabe sig en praksis eller andre fordele på bekostning af en syg kollega. Og ved en dyrlæges død skal dyrlægerne undlade at nedsætte sig inden for en radius af 15 kilometer, indtil afdødes praksis er solgt, dog længst seks måneder.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere i forløbet bedt Den Danske Dyrlægeforening om at ændre sine etiske regler. Det har foreningen afvist.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
"Konkurrencerådet sikrer med sin afgørelse, at forbrugerne altid kan gå til den dyrlæge, som de synes, er den bedste. Det har de hidtil ikke haft mulighed for i alle situationer på grund af Den Danske Dyrlægeforenings regler."
"Dyrene skal naturligvis altid have optimal behandling. Det er allerede sikret i både dyrlægeloven og Den Danske Dyrlægeforenings øvrige etiske regler. Og det ændrer Konkurrencerådets afgørelse ikke på."
Ankehistorik
-
Ankenævnskendelser
Kendelse af 9. december 2013 - Den Danske Dyrlægeforening mod Konkurrencerådet
-
Rådsafgørelser
Den danske dyrlægeforenings etiske kodeks