Afgørelse

Nummer
13/05235

Emner

  • § 16 a - tilsagnsafgørelser
  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Dansk Byggeri Stilladssektionens anmeldeordning

Konkurrencerådet forpligter Dansk Byggeri til at droppe meldeordninger Dansk Byggeri har forpligtet sig til ikke at etablere meldeordninger, hvor virksomheder får oplysninger om, hvem konkurrenterne er, når de byder på en opgave. Konkurrencerådet har i dag gjort Dansk Byggeris tilsagn herom bindende.

Dansk Byggeri Stilladssektionen har frem til januar 2013 haft en såkaldt anmeldeordning. Den gav stilladsvirksomheder pligt til at melde til Dansk Byggeri, når de havde budt på en opgave. Som følge af anmeldeordningen fik tilbudsgiverne oplysninger om, hvor mange og hvem der ellers havde budt.

Særligt tilbagemeldinger om andre bydende medfører en risiko for, at konkurrencen begrænses.

Dansk Byggeri har overfor Konkurrencerådet afgivet et såkaldt tilsagn, hvor organisationen forpligter sig til ikke – hverken direkte eller indirekte – at medvirke i eller opfordre til, at der bliver oprettet lignende anmelde-ordninger. Det vil være strafbart at overtræde tilsagnet.

Den nu ophørte anmeldeordning kan have skadet konkurrencen om opgaverne, fordi de konkurrerende stilladsvirksomheder har haft adgang til informationer, som de kunne indrette deres adfærd efter.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

”Generelt er det problematisk, hvis dem, der byder på en opgave, får oplysninger om de andre tilbudsgivere. Virksomhederne kan indrette deres adfærd efter den viden, de får, og det begrænser konkurrencen. I sidste ende kan det give dyrere byggeri."

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.