Afgørelse

Nummer
MEDS-13/04400

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegraensende aftaler

Medierettigheder til dansk ligafodbold - revision af tilsagn

Konkurrencerådet har godkendt nye rammer for salg af medierettigheder til danske ligakampe. De nye rammer gavner tv-seerne, fordi de begrænser risikoen for monopollignende tilstande på markedet.

Konkurrencerådets afgørelse betyder, at én kanaludbyder får langt sværere ved at erhverve retten til at vise alle superligakampe. Og afgørelsen sikrer, at de to mest attraktive kampe som udgangspunkt vil blive vist hos to forskellige kanaludbydere, hvis rettighedsperioden er længere end tre år.

Superligaklubberne sælger i fællesskab rettighederne til at vise superligakampe til udbyderne af tv-kanaler. Det er som udgangspunkt problematisk i forhold til konkurrencereglerne, når konkurrenter går sammen om fælles eksklusivt salg. I 2007 afgjorde Konkurrencerådet, at rettighederne kunne sælges, fordi Divisionsforeningen forpligtede sig til at overholde en række tilsagn. Siden er markedssituationen ændret, og det har nu givet anledning til at ændre de oprindelige tilsagn.

Markedssituationen er blandt andet ændret, fordi Champions League og Premier League har fået større betydning for forbrugerne. Og fordi der efter en række fusioner kun er få mulige købere tilbage til superligarettighederne. Der vil med en fastholdelse af de oprindelige tilsagn være stor risiko for, at alle liverettigheder bliver solgt til en enkelt kanaludbyder.

De væsentligste ændringer af tilsagnene betyder, at:

  • den maksimale rettighedsperiode forlænges fra tre til seks år.
  • det bliver betydeligt sværere for én kanaludbyder at erhverve liverettighederne til samtlige superligakampe uanset rettighedsperiodens længde.
  • hvis rettighedsperioden overstiger tre år, kan én kanaludbyder som udgangspunkt højst erhverve fire ud af seks livekampe, og én kanaludbyder kan ikke erhverve de to mest attraktive kampe.

Rettighederne ventes udbudt næste gang i foråret 2014 med virkning fra sæsonen 2015/2016. Før 2007 var salget af medierettigheder ikke reguleret.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Carsten Smidt, siger:

Siden Konkurrencerådets afgørelse i 2007 har flere tv-kanaler fået adgang til at vise kampe fra Superligaen. Konkurrencen mellem tv-kanalerne og mellem tv-distributørerne er skærpet, og det kommer de danske tv-seere til gode. Rådets nye afgørelse styrker muligheden for konkurrence om at vise kampene.
Konkurrencerådets afgørelse gør det langt vanskeligere for én tv-kanal at sætte sig på alle Superligaens kampe, og konkurrerende tv-kanaler kan nemmere komme til at vise de attraktive kampe. Tv-distributørerne får med afgørelsen bedre mulighed for at forhandle om de attraktive kampe, fordi der er flere kanaludbydere, som kan tilbyde dem.

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, telefon 4171 5098.