Afgørelse

Nummer
DIPS-14/08469

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

CD Pharmas prissætning af syntocinon

Konkurrencerådet har afgjort, at lægemiddeldistributøren CD Pharma AB har misbrugt sin dominerende stilling i 2014. Selskabet satte prisen 2000 procent op på et ve-stimulerende lægemiddel, som alle offentlige sygehuse benytter. Sagen kan have mere generel betydning for konkurrencen, når regionerne køber medicin.

Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger:

CD Pharma har udnyttet sin dominerende position ved at hæve prisen 2000 procent på et ve-stimulerende lægemiddel, som regionernes indkøbsorganisation, Amgros, har købt. Der er således betalt urimeligt meget for lægemidlet i en periode, som varede cirka et halvt år.
Sagen er af principiel betydning for regionernes indkøb af medicin. Høj pris under leveringsvigt kan potentielt svække konkurrencen fra parallelimportører ved senere budrunder.
CD Pharma havde en særlig position på markedet i form af en eksklusiv distributionsaftale med producenten af det ve-stimulerende lægemiddel.

Konkurrencerådet har afgjort, at CD Pharma har overtrådt konkurrencelovens forbud mod misbrug af dominerende stilling. Selskabet tog en urimelig høj pris for det ve-stimulerende lægemiddel, Syntocinon, da det i april 2014 hævede prisen fra 45 til 945 kroner. Midlet blev solgt til Amgros, der er regionernes indkøbsorganisation for lægemidler.
Konkurrencerådet påbyder blandt andet CD Pharma fremover at afstå fra en lignende adfærd.

I 2013 vandt en parallelimportør og konkurrent til CD Pharma rammekontrakten om at levere det ve-stimulerende lægemiddel til Amgros til 43 kroner per pakke. Parallelimportøren kunne ikke levere som aftalt i foråret 2014, og Amgros måtte i stedet købe Syntocinon fra CD Pharma via Lægemiddelstyrelsens 14-dages auktioner. CD Pharma havde i modsætning til parallelimportøren leveringssikkerhed, fordi selskabet havde en eksklusiv distributionsaftale med producenten om salg af Syntocinon i Danmark.

Sidst i april 2014 hævede CD Pharma prisen på lægemidlet med 2000 procent fra 45 kroner til 945 kroner. CD Pharma har ikke kunnet begrunde prisstigningen med for eksempel højere omkostninger eller særlige hensyn til forskning og udvikling.

CD Pharmas adfærd indebar, at Amgros samlet betalte små 6 millioner kroner mere end prisen i den oprindelige kontrakt med parallelimportøren.

En sådan adfærd fra en dominerende leverandør kan alt andet lige medføre, at bud fra parallelimportører bliver mindre konkurrencedygtige, i det omfang Amgros’ kontrakter forpligter leverandøren til at dække tab ved leveringssvigt. Tabet kan blive meget stort, hvis den dominerende leverandør sætter en meget høj pris i perioder, hvor vinderen af kontrakten ikke kan levere. Hertil kommer, at parallelimportører har en særlig risiko for leveringssvigt, fordi de ikke altid har en stabil kilde til levering. Særligt for parallelimportører gælder derfor, at de må tage højde for, at der er risiko for større erstatningskrav ved leveringssvigt, hvis den dominerende leverandør med eksklusiv-aftale tager urimeligt høje priser. Det kan medføre et permanent højere prisniveau.

Konkurrencerådet har besluttet at anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet med henblik på en strafferetlig forfølgelse.

Det ve-stimulerende lægemiddel Syntocinon, som benyttes af offentlige sygehuse i Danmark, har eksisteret siden 1950’erne, og patentet er udløbet for længe siden. Prisen har ligget omkring 44 kroner per pakke i perioden 2007-2014.

Ankehistorik