Afgørelse

Nummer
19/05552

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
  • § 16 a - tilsagnsafgørelser

Minimumspriser på Hilfrs platform

Platformene Happy Helper og Hilfr har givet Konkurrencerådet tilsagn om at fjerne minimumspriser for virksomheder, der sælger rengøringsydelser via platformene. Sagerne er de første i Danmark, som søger at afgrænse, hvornår selvstændigt erhvervsdrivende, som sælger ydelser på digitale platforme, er omfattet af konkurrenceloven.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz:

Rengøringsvirksomheder, som er i konkurrence med hinanden via en platform, skal selv kunne fastsætte deres priser. Happy Helpers og Hilfrs minimumspriser har således hindret fri prissætning, og det har kunnet begrænse konkurrencen mellem udbyderne til skade for deres kunder.
De to sager er blandt de første, hvor Konkurrencerådet griber ind over for platforme. Sagerne skal gerne være med til at tydeliggøre, at arbejdstagere på en platform gerne må organisere sig og indgå i en overenskomst, men at selvstændige virksomheder er konkurrenter og ikke må bruge fælles minimumspriser. Sagerne viser også, at konkurrencereglerne ikke forhindrer, at platforme bidrager til ordnede arbejdsforhold.

Konkurrencerådet har grebet ind over for virksomhederne bag platformene Happy Helper og Hilfr, som formidler kontakt mellem udbydere og købere af rengøringsydelser. Begge virksomheder har fastsat en mindste timepris for udbydernes rengøringsydelser.

Konkurrencerådet har haft betænkeligheder ved platformenes brug af minimumspriser, da en begrænsning af selvstændige virksomheders prisfastsættelse generelt er en af de mest konkurrenceskadelige former for adfærd. Omvendt er aftaler om løn- og ansættelsesforhold ikke omfattet af forbuddene i konkurrenceloven. Det har derfor været afgørende at skelne mellem ansatte og virksomheder på platformene.

Udbyderne af rengøringsydelser er umiddelbart ikke ansat hos Happy Helper og Hilfr, men er selvstændige virksomheder, som får formidlet kunder via rengøringsplatformene. Det kan dog ikke udelukkes, at visse af udbyderne hos Hilfr, de såkaldte ”superhilfere”, kan betegnes som arbejdstagere i konkurrencelovens forstand.

Begge platforme har afgivet tilsagn om at fjerne minimumspriserne for virksomhederne på platformen. Hilfr forpligter sig endvidere til at sikre, at superhilfere er ansatte i konkurrenceretlig forstand hos Hilfr. Det har ifølge Hilfr også været hensigten, da der blev indgået en overenskomst for denne type udbydere. Tilsagnene er bindende og tidsubegrænsede.

I begge sager har Konkurrencerådet afgjort, at tilsagnene imødekommer de konkurrencemæssige betænkeligheder, som rådet har haft i forhold til minimumspriserne på de udbudte rengøringsydelser på platformene.

Konkurrencerådet har accepteret tilsagn i sagerne, og har således ikke truffet afgørelse om, at platformene har overtrådt konkurrencereglerne.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fik kendskab til platformenes brug af minimumspriser i forbindelse med en generel kortlægning af platformes udbredelse i Danmark i december 2018. På den baggrund foretog styrelsen en kontrolundersøgelse hos Happy Helper og Hilfr i januar 2019.

Links