Afgørelse

Nummer
2:89-34/pi

Afslag på aktindsigt

LK's anmodning om aktindsigt afvises.

Rådsmødet den 16. december 1998

I forbindelse med en delvis afgivelse af manglende oplysninger har LKs advokat ved brev af 4. november 1998 begæret aktindsigt i en igangværende undersøgelse. Årsagen til anmodningen var, at LK havde erfaret, at Konkurrencestyrelsen har indhentet oplysninger fra selskabets kunder om deres samhandel med LK. Advokaten har derfor anmodet om oplysning om, hvilke virksomheder, styrelsen har rettet henvendelse til og udbedt sig kopi af de spørgsmål, der er stillet og af de eventuelt afgivne svar.

Desuden har LKs advokat gjort gældende, at der ikke er mulighed for kontradiktion, så længe styrelsen ikke har opfyldt begæringen om aktindsigt.

Konkurrencestyrelsen har afslået advokatens begæring om aktindsigt.

Afslaget er bl.a. begrundet med, at LK ikke er part i den pågældende undersøgelse, at undersøgelsen er iværksat for at kunne kontrollere rigtigheden af afgivne oplysninger og at undersøgelsen ikke er en afgørelsessag.

Endvidere er anført, at anmodning om aktindsigt angår oplysning om Konkurrencestyrelsens oplysninger om de dokumenter, som LK allerede har eller for længst burde have indleveret i henhold til påbud i medfør af lovens §17, og at det på den baggrund er vanskeligt at se, at LKs interesse i disse oplysninger har en retlig karakter.

Vedrørende bemærkningerne om kontradiktion har styrelsen henvist til, at akter om fornødent vil blive overført fra undersøgelsessagen til den sag, LK har verserende. Dermed vil de pågældende oplysninger indgå i beslutningsgrundlaget i LKs sag og være tilgængelige for selskabet i det omfang, det følger af forvaltningsloven.

Ved besvarelsen er der også henvist til, at det tidligere under sagen er oplyst, at forhold, der bør medtages ved sagens vurdering, vil fremgå af den sagsfremstilling, som advokaten og LK i henhold til praksis vil få til udtalelse inden rådet skal træffe afgørelse, og at en eventuelle udtalelse også vil blive forelagt rådet inden det træffer afgørelse i sagen. Det er yderligere anført, at forhold, der bør medtages ved sagens vurdering, vil fremgå af den sagsfremstilling, der i henhold til praksis sendes til udtalelse inden rådet skal træffe afgørelse.