Afgørelse

Nummer

Emner

  • § 15 - Afvisning

Klage over Gulvbranchens Vådrumskontrol (GVK)s udsendelse af materialeliste

Klage over Gulvbranchens Vådrumskontrol (GVK)s udsendelse af materialeliste afvist

Rådsmødet den 25. marts 1998

Et gulvbelægningsfirma klagede i slutningen af 1997 over den materialeliste, gulvbranchens kontrolorganisation GVK udsender. Listen indeholder en oversigt over de af leverandørmedlemmernes vådrumsmaterialer, der opfylder de gældende styrke- og kvalitetskrav. Klager ønsker af tungtvejende grunde ikke selv at være medlem af GVK.

GVK udsender tekniske forskrifter for udførelsen af vådrumsarbejder og fører stikprøvekontrol med kvaliteten af medlemsvirksomhedernes arbejder, dvs. gulv- og vægbelægning med vinyl i badeværelser. Ordningen skal ses på baggrund af, at der før i tiden har der været en del kvalitetsproblemer med bl.a. fugtskader fra badeværelser, installeret i renoverede ejendomme.

Klager, der driver et gulvbelægningsfirma og bl.a. udfører vådrumsarbejder og samtidig er leverandør af vinylprodukter til vådrumsarbejder finder, at den af GVK udsendte liste af bygherrer og arkitekter kan opfattes således, at materialer, der ikke er opført på listen (som f.eks. klagers materialer) ikke opfylder de gældende kvalitetskrav. Klager har tidligere (1991) rejst en tilsvarende klage overfor Konkurrencerådet, men har rejst sagen igen på grund af en omtale af GVK-kontrolordningen i en redaktionel artikel i dagbladet LICITATIONEN i efteråret 1997, hvor det bl.a. hed: "ved valg af vinylprodukter til vådrum skal man blot sikre sig, at produktet er opført på listen".

I 1991 fandt Konkurrencerådet ikke, at GVKs materialeliste kunne anses for at medføre skadelige virkninger på konkurrencen, da det ikke kunne udledes af formuleringerne i det af GVK udsendte materiale, at kun de på listen opførte materialer opfyldt de gældende krav. Konkurrencestyrelsen har i anledning af den fornyede klage gennemgået det materiale, GVK i dag udsender, herunder den aktuelle materialeliste. Konkurrencestyrelsen har på grundlag heraf meddelt klager, at man fortsat ikke finder at kunne kritisere den af GVK anvendte formulering. Udsendelsen af materialelisten fandtes således ikke at udgøre en konkurrencebegrænsende aftale jf. konkurrencelovens § 6 eller misbrug af dominerende stilling, jf. lovens § 11. Derimod kunne formuleringen i artiklen i LICITATIONEN misforstås, men Konkurrencestyrelsen fandt ikke at GVK kunne lastes for journalistens formulering.