Afgørelse
Nummer
Emner
- § 2 - Offentlig regulering
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Vejledning om konkurrenceloven og den offentlige sektor
Vejledning om konkurrenceloven, og hvornår forbudsbestemmelserne finder anvendelse.
Vejledning om konkurrenceloven og den offentlige sektor
Konkurrencerådet har i dag besluttet at udsende en vejledning om konkurrenceloven og den offentlige sektor. Allerede under Folketingets behandling af konkurrenceloven tilkendegav daværende erhvervsminister Jan Trøjborg, at der ville blive udsendt en vejledning om konkurrencelovens anvendelse på offentlige myndigheder og offentlige virksomheder.
Konkurrenceloven medfører en reel ligestilling mellem offentlig og privat erhvervsvirksomhed. Det betyder, at både offentlig og privat erhvervsvirksomhed er omfattet af den ny konkurrencelovs forbudsbestemmelser. Denne ligestilling er en nyskabelse.
Konkurrencebegrænsninger, der er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, er undtaget fra lovens forbudsbestemmelser. Dette gælder uanset om konkurrencebegrænsningen finder sted i offentligt eller privat regi. I disse tilfælde kan Konkurrencerådet rette en henvendelse til den pågældende myndighed og påpege de konkurrenceskadelige virkninger og fremkomme med forslag til fremme af konkurrencen på det pågældende område.
Som noget nyt er der i loven indsat en anmeldelsespligt for statslige og kommunale myndigheders konkurrencebegrænsende reguleringer og beslutninger. Konkurrencebegrænsende reguleringer og beslutninger skal anmeldes, når myndigheden regulerer erhvervsvirksomhed, som myndigheden selv udøver eller hvor myndigheden er repræsenteret i erhvervsvirksomhedens styrende organ.
I vejledningen besvares bl.a. spørgsmål om, hvad der er omfattet af konkurrenceloven, og hvornår en produktion er "in house". Vejledningen forklarer også, hvornår konkurrencelovens forbuds-bestemmelser finder anvendelse i den offentlige sektor, hvad der er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering og hvilke reguleringer og beslutninger, der er omfattet af den særlige anmeldelsespligt for statslige og kommunale myndigheder.
Vejledningen er opbygget, så den både kan læses i sin helhed og kan bruges som opslagsværk.
Vejledningen vil blive udsendt på Konkurrencerådets hjemmeside www.ks.dk, og vil blive optrykt og udsendt til alle kommuner, amter og statslige myndigheder. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til fuldmægtig Lotte Østergaard tlf. 3317 7106.