Afgørelse
Nummer
ks
Emner
- § 2 - Offentlig regulering
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- Konkurrenceloven generisk
Aftaler om etablering af postbutikker - ikke-indgrebserklæring
En anmeldt aftale mellem Post Danmark, FDB og De Samvirkende Købmandsforeninger (DSK) i Danmark om etablering af postbutikker og udførelse af visse post- og bankforretninger hos FDBs og DSKs medlemsbutikker i lokalsamfundene falder ikke ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. En ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 er derfor afgivet.
Rådsmødet den 27. oktober 1999
Styrelsen har ved brev af 15. oktober 1999 meddelt Post Danmark, at det anmeldte aftalegrundlag mellem Post Danmark, FDB og De Samvirkende Købmandsforeninger (DSK) i Danmark om etablering af postbutikker og udførelse af visse post- og bankforretninger hos FDBs og DSKs medlemsbutikker i lokalsamfundene ikke falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. En ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 er derfor afgivet.
De i aftalegrundlaget indeholdte vilkår, som har påkaldt styrelsens interesse, er en prisreguleringsklausul i en rammeaftale, en konkurrenceklausul indeholdt i en tilhørende standardkontrakt, samt udvælgelseskriterier for samdriftspartnere.
Prisreguleringen er sat til stigningen i BFI-indekset, dog pr. 1. januar 2000 med minimum 3%. Styrelsen har i afgørelsen anført, at automatiske prisreguleringsklausuler kan uniformere prisstigninger, og derved begrænse konkurrencen i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 1.
I lyset af reguleringssatsens størrelse, og at minimumsreguleringen alene gælder for år 2000, hvorefter rammeaftalen skal genforhandles, har styrelsen dog ikke fundet, at den forudbestemte prisreguleringsklausul medfører konkurrenceskadelige virkninger af et sådant omfang, at klausulen er omfattet af § 6, stk. 1.
Konkurrenceklausulen gælder kun i kontraktens løbetid. Da det er Post Danmark der afholder investeringerne i forbindelse med etablering og drift af postbutikkerne, har styrelsen ikke fundet klausulen unødig restriktiv.
For så vidt angår udvælgelseskriterierne for samdriftspartnere har styrelsen fundet, at disse tilstræber en åben og ikke-diskriminerende udvælgelsesprocedure. Da kriterierne i øvrigt ikke har givet anledning til klage, og da et større antal postbutikker drives af forretningshavere, der hverken er medlem af FDB eller DSK, har styrelsen tillige ikke fundet kriterierne omfattet af § 6, stk. 1.