Afgørelse
Nummer
Klage over leveringsnægtelse fra Scan-Horse
Klage over leveringsnægtelse af rideudstyr afvist, da ingen dominerende stilling.
Kurt Klemmensen, Unihorse ApS, klagede den 10. februar 1999 til Konkurrencestyrelsen over, at Unihorse blev nægtet levering af Sprenger rideudstyrsprodukter både fra den tyske producent, Herm. Sprenger GmbH og fra dennes danske agent Scan-Horse A/S.
Sprenger er en tysk producent af rideudstyr. Virksomheden er veletableret i branchen og nyder stor goodwill. Virksomheden har blandt andet specialiseret sig i udstyr til "problemheste". Der er dog efter styrelsens oplysninger ikke tale om at Sprenger producerer så specielt udstyr, at der kan defineres et særligt marked for virksomhedens produkter.
Det geografiske marked for udstyr til hest og rytter er i meget vidt omfang internationalt, blandt andet foregår der en omfattende import fra Sydøstasien. Konkurrencestyrelsen har derfor defineret markedet som internationalt og omfattende udstyr til hest og rytter.
Selvom Scan-Horse er en stor aktør på hesteudstyrsmarkedet i Danmark, har virksomheden en så ringe størrelse på det internationale marked, at den under ingen omstændigheder er dominerende.
Heller ikke producenten Sprenger besidder en sådan position, at virksomheden er i stand til at udøve markedsdominans.
Da hverken Herm. Sprenger GmbH eller den danske agent Scan-Horse A/S har en dominerende stilling på markedet for hesteudstyr har Konkurrencestyrelsen den 2. september 1999 meddelt Kurt Klemmensen, Unihorse ApS, at der ikke er grundlag for at udstede leveringspåbud.