Afgørelse
Nummer
ks
Standardaftale mellem Kommunernes Landsforening og Falck A/S vedrørende brandslukning m.v.
Ikke-indgrebserklæring meddeles til Kommunernes Landsforening og Falck for deres anmeldte standard og verlagsaftale.
Rådsmødet den 24. november 1999
Konkurrencestyrelsen har den 3. november 1999 meddelt Kommunernes Landsforening og Falck, at den af parterne anmeldte standard- og vederlagsaftale ikke falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og at parterne derfor meddeles en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9.
Parternes hensigt med aftalen er at fastlægge rammerne for aftaleindgåelse mellem de enkelte kommunalbestyrelser og Falck på området for brandsluknings- og redningsarbejde m.v. Aftalen kan således benyttes som kontraktgrundlag, hvor Kommunernes Landsforening ved aftale med Falck overdrager varetagelsen af brandslukning m.v. til Falck. Hverken kommunerne eller Falck er forpligtede til at anvende standardaftalen ved aftaleindgåelse om de pågældende tjenesteydelser.
Kommunerne sikres gennem aftalen fælles rammer for kontraktindgåelse samt sikkerhed for at deres forpligtelse i medfør af beredskabsloven opfyldes. Endvidere vil standardaftalen sikre, at især mindre kommuner ikke er nødsaget til at foretage de store investeringer som er knyttet til at opretholde et tidssvarende brandvæsen.
Aftalen indeholder en detaljeret beskrivelse af Falcks udryknings-, mandskabs,- og materielforpligtelser. Aftalen indeholder endvidere bestemmelser, som fastlægger et grundvederlag for ydelserne, reguleringen af vederlagene, betalingsvilkår samt en række bestemmelser vedrørende kommunens adgang til at reducere udrykningsydelserne og dermed betalingen. Endelig indeholder aftalen bestemmelser om ekstramateriel og særlige ønsker, samt betalingsvilkårene herfor. Regulering af vederlag sker pr. 1. juli og 1. januar efter et nettoprisindeks, som beregnes på baggrund af indeksene for april og oktober.
Aftalen gælder i maksimalt 5 år. De enkelte kommuner og Falck kan dog aftale en kortere løbetid.
Nærværende aftale svarer i hovedtræk til en standardaftale mellem Amtsrådsforeningen og Falck vedrørende ambulancekørsel mv. Denne aftale tog Konkurrencerådet stilling til på rådsmødet den 27. oktober 1999 (dagsordenens punkt 6), hvor rådet meddelte parterne en fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1, dog med undtagelse af en eksklusivitetslignende bestemmelse.
På baggrund af ovenstående oplysninger, og idet aftalen ikke indeholder nogen eksklusivitetslignende bestemmelser, har Konkurrencestyrelsen ikke fundet, at aftalen er omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, jf. konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Konkurrencestyrelsen skal derfor meddele parterne en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9.