Afgørelse
Nummer
2:8032-232
Vedtægterne for 16 grovvareforeninger er omfattet af konkurrencelovens § 5
Ikke-indgrebserklæring var ikke nødvendig for 16 ansøgere inden for govvarehandelen i forhold til deres vedtægter i foreningen, da de var omfattet af konkurrencelovens § 5, der undtager aftaler, vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern.
Vedtægterne for 16 grovvareforeninger er omfattet af konkurrencelovens § 5
Konkurrencestyrelsen har truffet afgørelse om 16 anmeldelser inden for grovvarehandelen. Anmeldelserne vedrører vedtægter for andelsselskaber, der på medlemmernes vegne indkøber grovvarer dvs. foderstoffer, korn, gødning og planteværn.
Selskaberne har ansøgt om erklæring om ikke-indgreb i medfør af konkurrencelovens § 9, subsidiært en individuel fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8. Derudover har enkelte anmodet om en erklæring om ikke-indgreb i medfør af konkurrencelovens § 11, stk. 4.
Styrelsen har meddelt alle 16 ansøgerne, at der ikke er grundlag for at tage stilling til deres anmodning om erklæring om ikke-indgreb i medfør af konkurrencelovens § 9, subsidiært en individuel fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8.
Det skyldes, at vedtægterne er omfattet af konkurrencelovens § 5, der undtager aftaler, vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern fra bestemmelserne i konkurrencelovens kapitel 2.
9 af ansøgerne havde endvidere søgt om erklæring om ikke-indgreb jf. lovens 11, stk. 4. Det er meddelt disse ansøgere, at deres eventuelle adfærd ikke vil være omfattet af kapitel 3 i konkurrenceloven, og at der vil således ikke kan ske noget misbrug efter konkurrencelovens § 11, stk. 1 eller udstedes påbud efter lovens § 11, stk. 3.
Herved er lagt vægt på, at ingen af selskaberne har en markedsandel på over 5\% og derved har ingen af selskaberne en dominerende stilling på det relevante marked.