Afgørelse

Nummer
2:8032-303, 307, 310, 339, 340, 341, 342, 344, 357, 361

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Danske Trælast konkurrenceklausuler i form af rådighedsindskrænkninger

Konkurrenceklausuler i form af rådighedsindskrænkninger på bygninger afhændet af Dansk Trælast var ikke konkurrencebegrænsning omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Rådsmødet den 26. januar 2000

Konkurrencestyrelsen har afgjort 10 sager om klausuler pålagt i forbindelse med, at Danske Trælasts har afhændet bygninger som tidligere har været anvendt til trælast eller byggemarked.

De anmeldte klausuler indeholder forbud mod, at køber i en bestemt periode efter overtagelse af ejendommen kan anvende denne til trælast eller byggemarked.

De anmeldte klausuler forhindrer køber i at udnytte netop de pågældende ejendomme til bestemte formål. Klausulerne har derfor karakter af rådighedsindskrænkning i et materielt aktiv.

Klausulerne hindrer imidlertid ikke køberne i at drive anden virksomhed fra ejendommene. Desuden forhindrer klausulen ikke køberne i at erhverve andre ejendomme og drive trælast derfra.

Efter Konkurrencestyrelsens opfattelse kræver etablering af trælastvirksomhed ikke store investeringer i materiel og fysiske rammer eller særlig infrastruktur. Det er derfor styrelsens vurdering, at de pågældende klausuler ikke begrænser købernes adgang til markedet.

Styrelsen har derfor meddelt Danske Trælast, jf. konkurrencelovens § 9, at styrelsen ikke finder, at der ved aftalerne foreligger en sådan markedspåvirkning, at der er tale om konkurrencebegrænsninger omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.