Afgørelse

Nummer
2:8032-718/che/fødevarer-finans

Fritagelse til revideret Fortegnelse over individuelle risikoforøgelser

Meddelelse til Forsikring & Pension angående en individuel fritagelse på 5 år til den reviderede fortegnelse over individuelle risikoforøgelser.

Konkurrencestyrelsen har ved afgørelse af 26. juni 2000 meddelt Forsikring & Pension en individuel fritagelse på 5 år til den reviderede Fortegnelse over individuelle risikoforøgelser. Konkurrencerådet påbød ved afgørelse af 26. april 2000 den oprindelige fortegnelse ophævet inden den 27. juli 2000.

Den oprindelige fortegnelse indebar, at gruppelivsordninger med forøgede risici blev opført på fortegnelsen tillige med en angivelse af den procentvise forøgelse af bruttopræmien, som de forøgede risici medførte.

Allerede forud for Konkurrencerådets møde havde Forsikring & Pension taget initiativ til en revidering af fortegnelsen, således at det fremover kommer til at fremgå direkte af fortegnelsen, at de angivne skærpelser af risikoen er vejledende, at de vejledende skærpelser alene angår nettopræmien, og at indberetninger af forslag til skærpelser vil ske i anonymiseret form. Styrelsen gav over for rådet udtryk for, at disse ændringer umiddelbart syntes at imødekomme de betænkeligheder, som styrelsen havde ved vurderingen af, om betingelserne for en fritagelse var til stede. En endelig vurdering afhang dog af, hvordan ændringerne faktisk gennemføres. Konkurrencerådet tilsluttede sig denne vurdering.

Forsikring & Pension har efterfølgende nærmere redegjort for ændringerne, herunder for præmiefastsættelsen af gruppelivsordninger og betydningen af de angivne skærpelser i fortegnelsen. Styrelsen har på denne baggrund fundet, at betingelserne for en fritagelse er til stede. Styrelsen har bl.a. lagt vægt på, at den reviderede fortegnelse efterlader et større spillerum for de enkelte forsikringsselskaber ved præmiefastsættelsen i forhold til tidligere. Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at der er tale om gruppelivsordninger, som forhandles af en gruppeledelse, som må antages at have bedre forudsætninger for at vurdere alternative placeringer af ordningerne, hvis de ønsker at skifte selskab, end de enkelte forsikringstagere.