Afgørelse

Nummer
2:809-433, var/fødevarer-finans

Gert Bo Jacobsen trækker klage over Dansk Professionelt Bokseforbund

Efter indgået forlig med Dansk Professionelt Bokseforbund er en klage blevet trukket tilbage.

Gert Bo Jacobsen har efter at have indgået forlig med Dansk Professionelt Bokseforbund trukket sin klage over forbundet. Klagen var oprindeligt indbragt for EU-kommissionen, der den 17. juli 2000 bad Konkurrencestyrelsen om at behandle og afgøre sagen. Konkurrencestyrelsen har nu meddelt Gert Bo Jacobsen at der ikke vil blive foretaget yderligere undersøgelser i forbindelse med klagen.

Sagen drejede sig om at Gert Bo Jacobsen havde fået trukket sin promotorlicens tilbage af DPBF selv om forbundet i første omgang mente, at han opfyldte betingelserne i forbundets licensdirektivs § 3 for at få udstedt promotorlicens. DPBF’s begrundelse for at trække promotorlicensen tilbage var bl.a. at Gert Bo Jacobsen ikke havde personlig kontrakt med de boksere, der skulle deltage i hans stævner, og at hans partnere skulle have kontaktet boksere, der var under kontrakt med andre promotorer.

Gert Bo Jacobsen fandt ikke at disse begrundelser var i overensstemmelse med § 3 i licensdirektivet, og han fandt, at DPBF ved at opstille disse krav ville beskytte andre promotorer, specielt Bettina og Mogens Palle. DBPF’s misbrugte derfor ifølge Gert Bo Jacobsen sin dominerende stilling inden for professionel boksning i Danmark.

DBPF er det største af de to godkendte professionelle bokseforbund i Danmark. Professionelle bokseforbund skal af hensyn til boksernes sikkerhed godkendes af Justitsministeriet. DBPF’s medlemskab af EBU giver dets promotorer mulighed for at arrangere kampe om Europamesterskabet. Medlemskab af DPBF er derimod ikke en forudsætning for at arrangere kampe om verdensmesterskabet, da disse arrangeres af flere konkurrerende verdensforbund.

DPBF’s ledelse blev i 2000 skiftet ud efter en række stridigheder i forbundet, der primært drejede sig om udstedelse af promotorlicenser til andre end Mogens og Bettina Palle. Den nye ledelse besluttede at indgå forlig med Gert Bo Jacobsen om at han fik sin promotorlicens tilbage mod at han trak sagen ved EU-kommissionen.

Anledningen til klagen er hermed bortfaldet.