Afgørelse

Nummer
2:801-773,jf/fødevarer/finans

Henvendelse vedr. Danish Crowns vedtægtsændring

Meddelelse til andelshaver i Danish Crown, at selskabets bestemmelser om ikke at forrente andelshavernes indskud på de personlige konti, ikke er konkurrenceforvridende eller i strid med konkurrenceloven.

Konkurrencestyrelsen har meddelt en andelshaver i Danish Crown, at selskabets bestemmelser om ikke at forrente andelshavernes indskud på de personlige konti, ikke er konkurrenceforvridende eller i strid med konkurrenceloven. Styrelsen har ikke fundet, at det forhold, at beslutningen om bindingen af andelshavernes kapital ikke blev sendt til urafstemning blandt medlemmerne, var i strid med konkurrenceloven.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på følgende forhold:

Danish Crown er Danmarks største svineslagteri. Selskabet har for nylig ændret vedtægter.

Andelshaverne er ejere af andelsselskabet, og det er almindelig praksis i andelsselskaberne, at der skaffes nødvendig kapital gennem ejerne til bl.a. drift og konsolidering af selskaberne. Andelshavernes indskud forrentes gennem betalingen til andelshaverne ved levering (a´ conto betaling og efterbetaling). Dette kan ikke anses for konkurrencebegrænsende. Kapitalbindingen er desuden i det konkrete tilfælde sket efter faste retningslinjer og ensartet over for alle andelshavere. Konkurrencestyrelsen har tidlige meddelt Danish Crown en erklæring efter konkurrencelovens § 9 til selskabets vedtægter, og der er ikke oplyst forhold der indikerer misbrug af dominans.

Med hensyn til spørgsmålet om urafstemning, kan dette ligeledes ikke anses for konkurrencebegrænsende, idet det er andelshavernes lovligt valgte forsamling, repræsentantskabet, der har besluttet ikke at sende beslutningen til urafstemning.