Afgørelse
Nummer
2:8032-655/ mlp/fødevarer-finans
Ikke-indgrebserklæring til Dansk Slagtefjerkræs vedtægter
Meddelelse til Dansk Slagtefjerkræ, at foreningens vedtægter ikke falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, hvorfor der ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af konkurrencelovens § 6, stk. 4.
Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 9 meddelt Dansk Slagtefjerkræ, at foreningens vedtægter ikke falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, hvorfor der ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af konkurrencelovens § 6, stk. 4.
Dansk Slagtefjerkræs formål er at varetage medlemmernes fælles interesser over for inden- og udenlandske myndigheder, samt at fremme produktion og afsætning af dansk fjerkræ. Medlemmer af foreningen er avlsvirksomheder, rugerier, producenter og slagterier. Foreningens medlemmer omfatter næsten alle betydende virksomheder inden for de nævnte omsætningsled i fjerkræbranchen i Danmark. I vedtægterne er der for foreningen indeholdt en adgang til udførelse af en række aktiviteter, herunder udarbejdelse af kvalitetsstandarder, formidling af information og statistik samt gennemførelse af afsætningsfremmende aktiviteter. Vedtægterne sætter begrænsninger for optagelse af medlemmer i form af produktionsled.
Konkurrencestyrelsen har i sin vurdering lagt vægt på vedtægternes udformning og den praksis, der er blevet anlagt ved administrationen. I praksis er optagelsesbestemmelserne ikke anvendt til nægtelse af optagelse, og kredsen af produktionsled er udvidet. Dansk Slagtefjerkræs aktiviteter og optagelsesbestemmelser har i foreningens praksis ikke et konkurrencebegrænsende indhold.