Afgørelse
Nummer
18-10-2017
Klage over Sundhedsstyrelsens administration af apotekerlovens § 3, stk. 3
Klage fra lægemiddelgrossisten K.V. Tjellesen A/S over Sundhedsstyrelsens administration af apotekerlovens § 3, stk. 3 blev afvist.
Konkurrencestyrelsen har modtaget en klage fra lægemiddelgrossisten K.V. Tjellesen A/S over Sundhedsstyrelsens administration af apotekerlovens § 3, stk. 3. Denne bestemmelse indeholder et forbud mod, at apotekere er tilknyttet lægemiddelvirksomheder - herunder grossister.
Alligevel har grossisten Nomeco A/S apotekere repræsenteret i bestyrelsen. Dette skyldes, at Danmarks Apotekerforening er aktionær i selskabet, og at foreningen har udpeget apotekere til bestyrelsesposter. De pågældende apotekere sidder således i bestyrelsen på vegne af Danmarks Apotekerforening. Sundhedsstyrelsen har vurderet, at dette er i overensstemmelse med apotekerloven.
K.V. Tjellesen A/S gjorde gældende, at Sundhedsstyrelsens administration indebar en risiko for, at Nomeco A/S ville misbruge sin dominerende markedsstilling, idet selskabet - i modsætning til de andre grossister på markedet - kunne etablere tætte bånd til apotekere via besættelse af ledende poster.
Konkurrencestyrelsen afviste at behandle klagen fra K.V. Tjellesen A/S, jf. konkurrencelovens § 14, stk. 1.