Afgørelse
Nummer
2:823-259/Industri, jac
Konkurrencestyrelsen accepterer to vedtagelser i Foreningen for Lak- og Farveindustri
Reviderede vedtagelser vedrørende "Brug af miljøargumenter ved markedsføring af malervarer og trykfarver" og "Garantiaftale mod rustdannelse" ansås for at falde uden for forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Konkurrencerådet besluttede den 25. november 1998, dagsordenspunkt 7, at to bestemmelser i Foreningen for Lak- og Farveindustris vedtagelse om "Brug af miljøargumenter ved markedsføring af malervarer og trykfarver" ikke opfyldte de i lovens § 8, stk. 1, nævnte betingelser for fritagelse fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i lovens § 6, stk. 1. Det drejede sig om en bestemmelse, hvorefter foreningens medlemmer skulle forhåndsorienteres om et medlems påtænkte anvendelse af nye miljøargumenter i markedsføringen, og en bestemmelse, hvorefter foreningens medlemmer var afskåret fra at tilmelde sig enhver miljømærkningsordning uden foreningens godkendelse.
Konkurrencerådet besluttede endvidere, at foreningens vedtagelse af en vejledende "Garantiaftale mod rustdannelse" ikke kunne fritages fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i lovens § 6, stk. 1. Konkurrencerådet fandt, at en række aftalepunkter begrænsede konkurrencen ved at fastlåse en række konkurrenceparametre til ugunst for kunderne, og at de nævnte aftalepunkter ikke opfyldte betingelserne for fritagelse.
Konkurrenceankenævnet stadfæstede ved kendelse af 7. december 1999 Konkurrencerådets afgørelse af 25. november 1998, jf. punkt 12.2 på rådsmødet den 15. december 1999.
Ankenævnskendelsen indebærer, at foreningens vedtagelse om brug af miljøargumenter skal formuleres på en sådan måde, at de ikke indeholder de anførte konkurrencebegrænsninger. Ankenævnet bemærkede, at det måtte tillægges betydelig vægt, om foreningens bestræbelser på at begrænse anvendelse af miljømærker er i overensstemmelse med myndighedernes tilsvarende bestræbelser.
For så vidt angår foreningens vedtagelse af en vejledende "Garantiaftale mod rustdannelse" indebærer ankenævnskendelsen, at de faste kvantitative normeringer i "Garantiaftale mod rustdannelse" skal udgå.
Efter drøftelser med Konkurrencestyrelsen har foreningen herefter fremsendt reviderede foreningsvedtagelser.
Konkurrencestyrelsen har meddelt foreningen, at styrelsen anser de reviderede vedtagelser vedrørende "Brug af miljøargumenter ved markedsføring af malervarer og trykfarver" og "Garantiaftale mod rustdannelse" for at falde uden for forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.