Afgørelse
Nummer
2:800-229
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Samtrafikaftale mellem Sonofon og Mobilix
En samtrafikaftale på teleområdet om takstsamarbejde i en samtrafikaftale mellem Sonofon og Mobilix, herunder en specifik bestemmelse i aftalen var i strid med lovens § 6.
Konkurrencestyrelsen har som led i det løbende tilsyn med samtrafikaftaler på teleområdet bedømt en bestemmelse om takstsamarbejde i en samtrafikaftale mellem Sonofon og Mobilix.
Ifølge samtrafikloven, der administreres af Telestyrelsen, skal Telestyrelsen indhente en - bindende - udtalelse fra Konkurrencestyrelsen om, hvorvidt samtrafikaftaler indeholder vilkår, der udgør en overtrædelse af konkurrenceloven.
Konkurrencerådet vedtog den 25. februar 1998 en række principper for bedømmelse af samtrafikaftaler, der siden er fulgt af styrelsen.
Nærværende samtrafikaftale indeholdt en bestemmelse om samtaksering, hvorefter parterne forpligtede sig til, at slutbrugertaksten ved opkald mellem de to teleselskaber skulle være lig med eller mindre end ved opkald til Tele Danmarks net. Selskaberne ville dermed være forhindret i at afkræve højere slutbrugerpriser mellem hinandens net end ved opkald til Tele Danmarks net, selvom de interne, bagvedliggende omkostninger måtte tilsige dette.
Der var derfor efter Konkurrencestyrelsens vurdering mindre incitament for de to selskaber til at nedsætte slutbrugertaksterne til Tele Danmarks net som følge af omkostningsbesparelser, såfremt lignende omkostningsbesparelser ikke er eller kan blive realiseret ved opkald mellem Sonofon og Mobilix.
Konkurrencestyrelsen meddelte derfor Telestyrelsen, at den omhandlede bestemmelse var i strid med konkurrencelovens § 6. Telestyrelsen har herefter meddelt parterne, at bestemmelsen skal ophæves.