Afgørelse
Nummer
2:8032-656, 658, 659, 638/Infra, lbr
Tele Danmark Mobils storkundekontrakter vedrørende rabat på GSM- og NMT-mobiltelefoni
Meddelelse til Tele Danmark Mobil om en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9 og § 11, stk. 4, for 11 storkundekontrakter med virksomheder, 11 storkundekontrakter med foreninger, 8 storkundekontrakter omfattende 99 amter og kommuner og 2 storkundekontrakter med virksomheder vedrørende medarbejdere.
Konkurrencestyrelsen har den 30. marts 2000 meddelt Tele Danmark Mobil en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9 og § 11, stk. 4, for 11 storkundekontrakter med virksomheder, 11 storkundekontrakter med foreninger, 8 storkundekontrakter omfattende 99 amter og kommuner og 2 storkundekontrakter med virksomheder vedrørende medarbejdere.
Storkundekontrakterne udgør Tele Danmark Mobils aftaleretlige grundlag for tildeling af rabat på GSM- og NMT-mobiltelefoni beregnet udefra det samlede antal abonnementer og forbrug af mobiltelefoni hos den enkelte virksomhed, forening, amt eller kommune.
Konkurrencestyrelsen har tidligere behandlet en lignende aftale mellem Tele Danmark Mobil og DLG Service A/S, hvor det blev besluttet, at parterne i medfør af konkurrencelovens § 6, stk. 4 og § 11, stk. 3, jf. § 16, stk. 1, skulle ophæve en bestemmelse om eksklusiv annoncering. Parterne havde imidlertid ved brev/fax af 16. marts 2000 fremsendt en tillægsaftale af 17. juli 1997, hvor det fremgik, at DLG frafalder bestemmelsen i aftalen om eksklusive annoncering. Efter ophævelsen af bestemmelsen om eksklusiv annoncering indeholdt storkundekontrakten ikke efter de forhold, som styrelsen var bekendt med, bestemmelser der var omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1 og § 11, stk. 1.
De øvrige anmeldte storkundekontrakter indeholder ikke en lignende bestemmelse om eksklusiv annoncering, og med baggrund i styrelsens afgørelse af 20. marts 2000 vedrørende aftalen mellem Tele Danmark Mobil og DLG Service A/S, fandt Konkurrencestyrelsen, at storkundekontrakterne ikke indeholdt konkurrencebegrænsende vilkår eller udgjorde et misbrug af dominerende stilling, og besluttede derfor at meddele Tele Danmark Mobil en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9 og § 11, stk. 4.