Afgørelse
Nummer
2:801-455/mje/infrastruktur
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Vedtægterne for 26 bestillingskontorer
Klagesag omkring fastsættelse af bindende mindstepriser for taxikørsel i Sønderjyllands Amt, er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.
I forbindelse med styrelsens behandling af en klagesag omkring fastsættelse af bindende mindstepriser for taxikørsel i Sønderjyllands Amt, er styrelsen blevet gjort opmærksom på, at foruden Sønderborg Taxa har i alt 26 bestillingskontorer i Danmark en bestemmelse i vedtægten, der forpligtiger alle tilsluttede vognmænd til at følge de takster, gebyrer mv. som ledelsen fastlægger.
Det følger af taxiloven med tilhørende bekendtgørelse, at i kommuner med 10 eller flere bevillinger til taxikørsel skal der oprettes et bestillingskontor, medmindre kommunen giver fritagelse herfor. Bestillingskontoret skal etableres og drives af bevillingshaverne og godkendes af kommunen. Bestillingskontoret har til formål at sørge for kontakten mellem kunderne og de tilsluttede bevillingshavere.
I lighed med bedømmelsen af en tilsvarende bestemmelse i vedtægten for Sønderborg Taxa’s Økonomiske Forenings Bestillingskontor, jf. rådets afgørelse i ovennævnte klagesag den 26. april 2000, anser styrelsen, at bestemmelsen i vedtægterne for de 26 bestillingskontorer har til formål eller følge at begrænse konkurrencen med den konsekvens, at bestemmelsen er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og stk. 2, nr. 2.
Færdselsstyrelsen har overfor Konkurrencestyrelsen udtalt, at
"taksterne for taxikørsel i medfør af lovgivningen alene er fastsat som maksimaltakster, inden for hvilke den enkelte tilladelsesindehaver suverænt og uden styring af nævn og eller bestillingskontor kan fastsætte den takst, han ønsker at køre til." Vedtægternes bestemmelse er således ikke en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, og bestemmelsen falder derfor ikke ind under undtagelsen i § 2, stk. 2.
Konkurrencestyrelsen har på de foreliggende oplysninger vurderet, at bestemmelsen i vedtægterne er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Styrelsen har følgelig udstedt påbud om, at bestemmelsen i vedtægterne vedrørende tilsluttede bevillingshaveres pligt til at overholde de af ledelsen fastsatte takster, gebyrer mv. bliver ophævet. Påbuddet skal være efterkommet senest 3. august 2000.