Afgørelse

Nummer
3:1120-0301-121/ke/Fødevarer og Finans

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Aftale mellem BRFkredit a/s og Firstviewbank.com om henvisning på privatkundeområdet

BRFkredit A/S fik meddelt, at deres aftale med Firstviewbank.com om formidling af realkreditlån ikke var i strid med forbuddet om konkurrencebegrænsende aftaler, da aftalen ikke var eksklusiv.

Rådsmødet den 28. november 2001

Konkurrencestyrelsen har meddelt BRFkredit a/s, at aftalen med Firstviewbank.com om formidling af realkreditlån, efter de forhold Konkurrencestyrelsen er bekendt med, ikke falder ind under forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Der er derfor ikke grundlag for at udstede påbud i medfør af lovens § 6, stk. 4, jf. konkurrencelovens § 9.

Aftalen vedrører Firstviewbanks henvisning af realkreditlån til BRFkredit på privatkundeområdet.

Styrelsen har lagt vægt på, at aftalen ikke er eksklusiv. Den begrænser således hverken BRFkredit eller Firstviewbank.com fra at samarbejde med andre pengeinstitutter henholdsvis realkreditudbydere.

Aftalen omfatter bl.a. en kundekontakt/ikke-angrebsklausul, der udelukker BRFkredit-koncernen fra i forbindelse med ekspeditionen af de af aftalen omfattede lån aktivt at søge at sælge ydelser, der er i konkurrence med ydelser, banken selv tilbyder til kunderne. Efter udbetaling af det formidlede lån og når ekspeditionen er afsluttet, kan såvel banken som BRFkredit således videreføre deres kundepleje inden for parternes naturlige forretningsområde.

Endelig forpligter banken sig ifølge aftalen til at respektere BRFkredits samarbejdsaftale med EDC-gruppen. Dette samarbejde omfatter navnlig formidling af realkreditlån til BRFkredit. Firstviewbank.com kan frit indgå aftaler med de enkelte EDC-mæglere.

BRFkredit har en markedsandel på 8,7 pct. af realkreditlån til ejerboliger (1999). Firstviewbank.com er et mindre pengeinstitut. Aftalen kan opsiges uden varsel af begge parter.