Afgørelse
Nummer
2:8032-189/fødevarer og finans/ke
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Anmeldelse af aftale om gebyrer for opbevaring af værdipapirer
Finansrådet fik meddelt individuel fritagelse for en aftale med 177 pengeinstitutioner og børsmæglerselskaber om gebyr for opbevaring af værdipapir. Aftalen var omfattet af forbuddet om konkurrencebegrænsende aftaler, da den fastsatte priser for institutionernes opbevaring af værdipapir. Aftalen kunne dog undtages herfor, da den var omfattet af individuel fritagelse,fordi aftalen fremmede effektiviteten.
Rådsmødet den 31. januar 2001
Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1, meddelt Finansrådet en fritagelse for en aftale med 177 pengeinstitutter og børsmæglerselskaber om gebyrer for opbevaring af værdipapirer.
Aftalen er udarbejdet af Finansrådet og har til formål at give investorerne mulighed for at opbevare deres forskellige værdipapirer gebyrfrit i depot i et og samme institut (kontoførende institut).
Baggrunden for aftalen er bestemmelserne i aktieselskabslovens § 23 b: "Selskabet (dvs. udsteder af aktier) afholder samtlige omkostninger forbundet med udstedelse af aktier mv. i en værdipapircentral. Selskabet skal indgå aftale med et eller flere kontoførende institutter om, at aktionærerne på selskabets vegne kan
1) få deres aktier mv. indskrevet og opbevaret dér og
2) få meddelelse om udbytte mv. samt årligt kontoudskrift.
Aktionærerne har ret til selv at udpege et kontoførende institut, der på selskabets regning udfører de i nr. 1 og 2 nævnte opgaver, såfremt instituttet over for selskabet påtager sig opgaverne for samme udgift, som selskabet skulle have afholdt til det institut, selskabet har indgået aftale med." § 48 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger vedrører investeringsbeviser, men har ellers samme ordlyd.
Ved vurderingen af aftalen har Konkurrencestyrelsen fundet, at aftalen er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1, idet den fastsætter priser for institutternes opbevaring mv. af aktier og investeringsfondsbeviser, der er registreret i Værdipapircentralen. Ved vurderingen i forhold til konkurrencelovens § 8, stk. 1, har Konkurrencestyrelsen lagt vægt på, at aftalen indebærer fordele, idet den fremmer effektiviteten i distributionen derved, at den sikrer, at investor kan få opbevaret værdipapirer, der er indskrevet i mange forskellige institutter, i et og samme kontoførende institut uden gebyr.
Ifølge aftalen er aftalt et maksimalt gebyr på 22 kr./år pr. fondskode. Efter gennemgang af et antal pengeinstitutters kalkulationer finder styrelsen, at disse ikke går videre end nødvendigt, for at selskaberne kan få dækket deres omkostninger. Det nu gældende maksimale gebyr vurderes ud fra foreliggende oplysninger ikke til for øjeblikket at pålægge deltagerne unødvendige begrænsninger.