Afgørelse
Nummer
3:1120-0388- 149 /infrastruktur/kl
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Fritagelse for anmeldt samhandelsaftale mellem og Cerealia Danmark og De Danske Brødfabrikker
Samhandelsaftale mellem Cerealia og FDB om levering af rugmel m.v. kunne fritages fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.
Rådsmødet den 30. maj 2001
Konkurrencestyrelsen har vurderet en samhandelsaftale mellem Cerealia og FDB om levering af rugmel mv. til De Danske Brødfabrikker. Parterne har i anmeldelsen ansøgt om ikke indgreb i medfør af konkurrencelovens § 9, subsidiært fritagelse efter lovens § 8, stk. 1. Aftalen er anmeldt før den 1. juli 1998 og er derfor omfattet af overgangsbestemmelsen i konkurrencelovens § 27, stk. 4.
Der er tale om en eksklusiv købsaftale, hvor køber (De Danske Brødfabrikker) er forpligtet til at foretage alle indkøb af de omfattede varer hos sælger (Cerealia).
Konkurrencestyrelsen har meddelt parterne, at aftalen er fritaget fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. § 10. Aftalen var allerede i kraft den 31. maj 2000 og er derfor frem til 31. december 2001 omfattet af EU gruppefritagelsen om eksklusive købsaftaler jf. erhvervsministerens bekendtgørelse nr. 1002 af 16. december 1997.
Ifølge bekendtgørelse nr. 1002, art. 1, er det i en aftale med kun to deltagere lovligt at pålægge køber udelukkende at købe varer hos sælger. Samhandelsaftalen indeholder i øvrigt ikke forbudte bestemmelser, der er nævnt i bekendtgørelsens art. 2.
Gruppefritagelsen om eksklusive købsaftaler udløber definitivt den 31. december 2001. Konkurrencestyrelsen har ikke foretaget en konkurrenceretlig bedømmelse af samarbejdsaftalen efter dette tidspunkt, da den anmeldte aftale udløber allerede den 31. august 2001.
Styrelsen har meddelt parterne, at samhandelsaftalen – såfremt den forlænges – ikke vil være omfattet af den ny gruppefritagelse for kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis i bekendtgørelse nr. 353 af 15. maj 2000, fordi Cerealia har en markedsandel på over 30 pct.
Cerealia Danmark (tidligere HavneMøllerne) og De Danske Brødfabrikker er begge betydende aktører i brødbranchen. Den anmeldte vertikale aftale har reguleret samhandelsforholdet mellem parterne i mange år. Cerealia er ifølge aftalen eneleverandør af de rug- og andre kornbaserede produkter fra selskabets sortiment til De Danske Brødfabrikker. Der fastsættes afregningspriser for de leverede rugprodukter for to år af gangen.
Parterne har oplyst, at en eventuel videreførelse af aftalen skal ses i lyset af den nye situation, der er opstået i forbindelse med FDB’s salg af De Danske Brødfabrikker til Schulstad i 2000. Schulstad er Cerealia’s største konkurrent på markedet for industrielt fremstillet brød.
Parterne har samtidig anmeldt to andre aftaler. En samhandelsaftale der regulerer Cerealias levering af mel og melprodukter til FDB’s bageriafdeling (j.nr. 3:1120-0388-149) og en forpagtningsaftale om Cerealias betaling for produktion på Odense Mølle, der ejes af FDB (j. nr. 3:1120-0388-253). De anmeldte aftaler er vurderet i særkilte afgørelser.