Afgørelse
Nummer
2:8032-236/fødevarer-finans/mlp
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Ikke indgrebs erklæring til salmonellahandlingsplan for konsumæg
Det Danske Fjerkræråd meddelt erklæring om ikke-indgreb i forhold til aftalen om handlingsplan for bekæmpelse af salmonella i konsumægproduktionen. Handleplanen indeholdte ikke bestemmelser, der begrænsede adgangen til markedet.
Rådsmødet den 31. januar 2001
Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 9 meddelt Det Danske Fjerkræråd en erklæring om ikke-indgreb i aftalen om handlingsplan for bekæmpelse af salmonella i konsumægproduktionen.
Det Danske Fjerkræråd er en brancheorganisation for al fjerkræproduktion i Danmark. Handlingsplanen er vedtaget for at reducere salmonellaforekomsten i samtlige produktionsled i konsumægproduktionen. Planen indeholder krav til de enkelte virksomheder med hensyn til indretning og drift, samt en procedure for kontrol af aftalens overholdelse. Planen fungerer som et supplement til den offentlige regulering og kontrol af veterinære forhold i branchen. De enkelte virksomheder tilslutter sig aftalen på individuel basis. Udenlandske leverandører kan tilslutte sig på samme vilkår, som gør sig gældende for de danske produktionsled.
Konkurrencestyrelsen har i afgørelsen lagt vægt på, at handlingsplanen ikke indeholder bestemmelser, der begrænser adgangen til markedet. Salmonella er smitsomt og bekæmpelse heraf gør det nødvendigt at stille krav til indretning og drift af alle led i produktionskæden. De aftalte krav må efter de oplysninger, styrelsen har kendskab til anses for saglige, ligesom kontrolforanstaltningerne ikke kan anses for at række videre end nødvendigt. Handlingsplanen vurderes derfor ikke at falde ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.