Afgørelse
Nummer
3:1120-0388-194/bjs/Fødevarer og Finans
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Ikke-indgrebserklæring over for regler for brug af Eurochequekort
Aftale om eurocheque-håndbogen indeholdte ikke bestemmelser, som var omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Der kunne derfor meddeles ikke-indgrebserklæring.
Rådsmødet den 29. august 2001
Konkurrencestyrelsen har meddelt PBS Holding A/S, at aftalen om eurocheque-håndbogen, herunder regler for eurocheques og eurocheque-kort ikke, efter de forhold styrelsen har kendskab til, indeholder bestemmelser, der falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og at der derfor kan meddeles en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.
eurocheque-systemet er et europæisk betalingssystem, baseret på samarbejde mellem et stort antal europæiske pengeinstitutter. eurocheque-produktet består af eurocheques og kort. Kortet anvendes sammen med eurocheques som legitimationskort. Kortet kan også anvendes som hævekort i udenlandske pengeautomater (ATM-ere) ved brug af PIN-kode. eurocheque-kortet er knyttet til en konto i et pengeinstitut. Reglerne for eurocheque fastlægges af Europay International S.A.
I december 1998 blev besluttet af udfase eurocheque-produktet i Danmark. Dette har haft den konsekvens, at udstedelsen af danske eurocheques ophørte med udgangen af 1999, at anvendelsen af danske eurocheque-kort og blanketter ophørte med udgangen af 2000, samt at indløsningen af udenlandske eurocheques i Danmark ophørte med udgangen af 2000. Fra 1. januar 2001 har det desuden ikke længere været muligt at anvende danske eurocheque-kort til hævning af kontanter i udenlandske ATM’ere. Derimod er det indtil videre muligt, at anvende udenlandske eurocheque-kort i danske pengeautomater.
Reglerne blev oprindelig anmeldt i juni 1998. Efter beslutningen i december 1998 om at udfase brugen af eurocheque i Danmark gælder i dag kun bestemmelserne om indløsning af udenlandske eurocheque-kort, der anvendes i pengeautomater ejet af danske pengeinstitutter. Styrelsen har ikke fundet anledning til at vurdere de regler, der var gældende indtil dec. 1998, jf. at de er omfattet af overgangsreglerne i konkurrencelovens § 27, stk. 4.
Reglerne retter sig mod pengeinstitutter i Danmark. Bestemmelserne om brug af eurocheque-kort i danske pengeinstitutters ATM’ere følger af bestemmelserne i den danske betalingsmiddellov. De indebærer ikke nogen begrænsning af konkurrencen omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. Bestemmelserne fastsætter yderligere, at PBS betaler de pengeinstitutter, der indløser en ATM-hævning med eurocheque-kort, et gebyr på 10 kr. pr. gang. En sådan vertikal aftale om betaling for en ydelse er ikke omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Det er derfor styrelsens opfattelse, at aftalerne ikke indeholder bestemmelser, som falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4.